»Nej, 70erne, dét var tider. Der kom så mange flotte mænd her i byen, at man dårligt kunne nå at kikke efter den ene, før man måtte vende sig om efter den næste. Og de var alle sammen ungkarle med penge på lommen!«

Tuca, en hårdt sminket dame på omkring de 50 år, spinder som en racekat ved mindet om sin ungdoms »swinging« Sitges: Dengang den lille badeby sydvest for Barcelona var et frisindet åndehul i Francos sorte Spanien, der vrimlede med strandbohemer fra hele Europa, og som havde mindst lige så meget gang i den som den nærliggende party-ø Ibiza.

»I dag er her mere pænt og rent, men det er ikke helt så sjovt som før,« proklamerer Tuca, mens vi får formiddagskaffen på den centrale Bar Barón.

Langtfra alle er enige.

Eksempelvis de titusindvis af homoseksuelle turister, der hvert år strømmer til Sitges fra hele verden for at fyre den af i byens store »regnbuefarvede« miljø, der ikke netop er kendt som hverken kedeligt eller provinsielt.

Et landskendt og velbesøgt karneval samt en international filmfestival, der afvikles i henholdsvis februar og oktober, bidrager yderligere til at skabe en usædvanlig kosmopolitisk atmosfære i et samfund med blot 20.000 fastboende sjæle.

Og sidst - men på ingen måde mindst - råder Sitges over et mildt mikroklima og en samling fine sandstrande, der gør byen interessant for såvel nordeuropæiske investorer på jagt efter en plads i solen, som for lokale pendlere, der kun har godt en halv times togrejse ind til Barcelona.

Ikke overraskende har der da også været fuld knald på det lokale boligmarked de seneste år, fortæller Mercedes Pena Guilera fra ejendomsmæglerkontoret easysitges.com, der ligger dør om dør med Bar Barón.

»For tre år siden var det helt sindssygt. Folk købte og købte, og priserne steg og steg. Nu begynder vi at mærke den højere rente. Det går knap så hurtigt, og det er lettere at handle priserne ned. Men der er stadig salg i Sitges. Vi har måske ikke længere så mange kunder. Til gengæld er det de rigtige: Dem, der virkelig vil købe,« fortæller Mercedes på et smukt dansk med københavnske undertoner.

Syv års ophold i Danmarks hovedstad, lokket til af kærligheden i sin tid, fornægter sig ikke, selv om det efterhånden er længe siden, hun vendte tilbage til Spanien. Og sproget var ikke det eneste, hun tog med sig hjem.

»Jeg er opvokset i Barcelona, og før jeg tog af sted, virkede det helt naturligt at køre rundt på scooter i en sky af udstødningsgas. I København vænnede jeg mig til at cykle i en by fuld af grønne områder, og da jeg kom tilbage, kunne jeg ikke holde ud at leve inde i Barcelona,« siger Mercedes.

Trangen til fred, ro og frisk luft førte Sitges. Og det var også erfaringerne fra Danmark, der fik hende til at gå ind i ejendomsmæglerbranchen. Med en række gode jobs i danske rejsebureauer og internationale luftfartsselskaber på cv’et havde hun ikke lyst til at vende tilbage til den i Spanien ikke særlig velbetalte turistbranche. Til gengæld var der frihed, ansvar og mulighed for at tjene gode penge i arbejdet med at sælge huse.

Mens Mercedes fortæller, går vi gennem det centrale Sitges hen til det første sted, hun vil vise frem. Det er en loftslejlighed med terrasse til hver side. Lys, koket og næsten lidt penthouseagtig, hvis ikke det var for størrelsen, der synes begrænset i forhold til en pris på 260.000 euro. Sitges er ikke billig.

»Lejligheder som denne er populære for øjeblikket. Folk køber dem og lejer ud til turister i kortere perioder. På den måde kan man tjene omkring 1.000 euro om ugen,« forklarer Mercedes.

Nede på gaden igen fortsætter vi ned til vandet og den ene af Sitges’ to bystrande, Playa de la Ribera. Til venstre for os ligger den gamle bydel med sine smalle middelalderlige gader og den majestætiske kirke, der med en dramatisk beliggenhed helt ud til havet er et yndet motiv blandt de mange kunstnere, som Sitges altid har tiltrukket. Til højre løber den adskillige kilometer lange strandpromenade forbi nogle af byens dyreste adresser.

Store dele af Barcelonas bedre borgerskab har traditionelt slået deres sommerfolder herude på feddet i store villaer. Med årene har de fået selskab af rigmænd fra hele verden, heriblandt et par oliesheiker, og de helt store »slagskibe« sælges for helt op til syv mio. euro.

Duplex-lejligheden, Mercedes viser os i et kompleks et stykke ude ad promenaden, er knap så pebret, trods alt, uden at være et decideret røverkøb. 1,2 mio. euro for 105 kvadratmeter, men så er der også udsigt til stranden fra første sal, og lejligheden er indrettet i elegant, minimalistisk stil.

Vil man have mere plads for pengene, må man over i de folkelige kvarterer på den anden side af jernbanelinjen, der skærer tværs gennem Sitges. Eller ud i de nye bebyggelser -»urbanizaciones«- der er skudt op i bjergene omkring byen. F.eks. Quint Mar, der ligger fem-ti minutters kørsel fra centrum. Sitges kan takke Garraf-massivet, der ligger beskyttende omkring byen, for sit milde klima. Samtidig er udsigten fremragende fra de heldigvis endnu relativt få boliger, der er blevet bygget oppe på bjergsiderne. I hvert tilfælde i den villa, Mercedes viser os.

Indenfor er der ikke den helt store plads i huset, der er i tre plan. Men det er omgivet af en lille have med swimmingpool og en overdækket terrasse, hvor man kan spise ude på de lange sommeraftener med udsigt til bjerge og Middelhavet få kilometer borte. Ikke dårligt, og prisen er klart mere fornuftig end nede ved strandpromenaden.

Og alligevel er der næsten rarere i Vallpineda, der ligger i Sitges’ vestlige udkant - måske fordi bebyggelsen er ældre og bedre har fundet sin plads i landskabet. Opstået som en slags kooperativ omkring en tennisklub betaler man omkring 1.200 euro om året i »kontingent« for at bo her. Men så er der også fri adgang til de fire grusbaner og en stor fælles pool.

Da vi har kikket på den fine lille lejlighed, Mercedes har at vise frem her, går vi op på taget af bygningen.

»Nogle gange bliver vi kontaktet af folk, der aldrig har sat deres ben i Sitges. Men de har hørt så meget godt om byen, at de bare vil købe,« siger Mercedes, mens vi står og nyder endnu en udsigt.

Helt forkert er det ikke. Om her er færre eller flere smukke mænd end i dengang 70erne må Tuca og - måske ikke mindst - de mange besøgende homoer selv ligge og rode med.