Europa er ikke alene om at fostre lande, som stifter gæld til op over begge ører. Nordamerika har sit eget «Grækenland». Det er øen Puerto Rico, som har opbygget en gæld på over USD 70 mia. - svarende til DKK 465 mia.
De 3,6 mio. indbyggere på øen skylder med andre ord DKK 126.000 væk pr. snude. Dermed kan de ikke helt måle sig med grækerne, som p.t. skylder DKK 2400 mia. væk - eller DKK 218.000 pr. indbygger. Til gengæld er de to fælles om to ting: De levnes stort set ingen chancer for at kunne betale gælden tilbage. Og gælden er opstået takket være en tilsyneladende fuldstændig målrettet indsats fra udylige politikere.
Puerto Ricos situation er næsten lige så speciel, som den er forfærdelig. Den caribiske ø er et såkaldt territorium under USA, og dens indbyggere har siden 1917 været amerikanske statsborgere. Selv om øen ofte kaldes den 51. stat i USA, så har den netop ikke status af at være amerikansk delstat. Det giver sig f.eks. udslag i, at borgerne ikke kan stemme til hverken kongres- eller præsidentvalg i USA.
Øens befinder sig nærmest i et limbo mellem at være et land og høre under USA, og det har tidligere givet mulighed for, at den kunne fungere som et amerikansk offshore skatteparadis. Men den mulighed har kongressen i Washington fjernet - med endnu større økonomiske problemer til følge for Puerto Rico.
Og de amerikanske politikere har mildt sagt ikke travlt med at vedkende sig «faderskabet» - eller vedgå arv og gæld. Både kongressen og det hvide hus har afvist at betale øens gæld. Dermed står Caribiens Grækenland reelt på fallittens rand - akkurat som Europas Grækenland, fremgår det af artiklen.