BOLIG, ØKONOMI, BOLIGKØB, FERIEBOLIGER, LUKSUS, VILLAER

Luksusboliger er steget med 18-19 pct.

Flag 30-06-08 ~2 minutters læsning · 222 ord

Ferieboligerne i Portugal gennemlever en anden udvikling end nabolandet Spanien, hvor der bliver solgt færre ferieboliger end tidligere, og salget ligefrem er faldet i visse områder.

Der bliver ganske vist ikke solgt så mange billige boliger i Portugal, men de dyrere boliger går som varmt brød. Det viser sig blandt andet ved, at luksusferielejligheder og -villaer alene i 2007 steg i pris med 18-19 pct. I samme periode steg liebhaverboligerne med 12,5 - 21 pct. Det fremgår af en rapport, som ejendomsmæglerfirmaet International Realty Group (IRG) og konsulentfirmaet Prime Yield har lavet.

Der er ingen krise i markedet for ferieboliger over 1,5 mio. euro. Resten af markedet går hverken op eller ned, men det er ikke udsat for den nedtur, som Spanien har været ude i, fortæller Ole Jespersen, der er stifter og medejer af IRG.

Den danske entreprenør tilføjer, at de dyreste ferieboliger i Portugal ligger i Estoril og Cascais syd for hovedstaden Lissabon samt den gyldne trekant med byerne Quinta do Lago, Vilamoura og Vale do Lobo på Algarvekysten. Her koster villaer på fire-fem værelser nu knap DKK 40.000 pr. kvadratmeter, fremgår det af rapporten. Dog er også andre områder nord og syd for hovedstaden samt de portugisiske atlanterhavsøer Madeira, Azorerne og Porto Santo også ved at blive populære blandt de udenlandske købere af ferieboliger, oplyser Ole Jespersen i artiklen.

Skribentmail: