Fem store danske firmaer har nedlagt hundredvis af job i Danmark og flyttet dem til Polen. Samtidig har de pågældende fået et økonomisk skulderklap på DKK 111 mio. fra EU’s strukturfonde til flytningen. Det viser en opgørelse fra det polske Ministerium for Regional Udvikling, som Fagbladet 3F har fået fat i.
Et eksempel er fiskefabrikken Royal Greenland, som i 2008 lukkede sin filetfabrik i Glyngøre og ved den lejlighed nedlagde 110 arbejdspladser. I stedet har virksomheden opført en ny fabrik i Koszalin i Polen med DKK 53 mio. i EU-tilskud.
Carlsberg, LM Wind Power, Flügger og Skiold har også flyttet job væk fra Danmark og fået millioner af kroner i tilskud fra EU, fremgår det ifølge artiklen af et Ritzau-telegram.
EU-støtten kan dog være ulovlig, vurderer EU- og Østeuropa-eksperten, Søren Riishøj, der er lektor ved Syddansk Universitet.