Mens du må bløde helt op til 52,5 pct. i skat, hvis du har renteindtægter i Danmark, slipper du med at betale godt halvt så meget, hvis du sparer op i de to skandinaviske broderlande.
I Norge beskattes renteindtægter med 28 pct., mens det svenske skattevæsen lægger beslag på 30 pct.
Inden skattereformen trådte i kraft 1-1-10 kunne den danske skat på renter endda nå helt op på 59 pct. Dette var tilfældet, hvis du havde flere indtægter end renteudgifter, samtidig med at du betalte topskat.
Med skattereformen følger også en bundgrænse, så du som topskatteyder «kun» skal betale 52,5 pct. af dine renteindtægter, hvis de overstiger DKK 40.000 om året. Ligger dine renteindtægter under dette beløb, slipper du med at betale 37,5 pct.
Men selv de mindste renteindtægter bliver altså beskattet lempeligere i både Norge og Sverige, fremgår det af artiklen.