Selv om Norge er kendt for at have mange ledige og gode job, bør du måske alligevel tænke dig om, inden du skipper en jobansøgning afsted mod fjeldlandet. Nabolandet mod nord er nemlig også et af de værste lande i verden at arbejde i.
Norge lander helt nede på en 52. plads ud af 53 lande, når landene bedømmes som arbejdssteder. Det fremgår af den seneste «Expat Insider 2023» rapport fra InterNations, som bygger på interview med 12.000 expats.
På blot et år er Norge faldet 18 pladser i undersøgelsen, så der nu kun findes ét enkelt dårligere land at arbejde i - nemlig Kuwait. På den anden side klarer Tyrkiet sig en anelse bedre end Norge på 51. pladsen.
Den dårlige placering skyldes, at Norge opfattes som et land:
med høje leveomkostninger
hvor lønnen ikke står mål med leveomkostningerne
som det er svært at få venner i
som det er svært at blive en del af kulturen i
hvor den oprindelige befolkning er uvenlige mod udlændinge
Til gengæld får den norske natur topkarakterer af deltagerne i undersøgelsen. Men det rækker ifølge artiklen ikke til at trække landet som sådan væk fra bunden.