SOCIAL, SUNDHED, ØKONOMI, HOSPITALER

Må betale DKK 600.000 for at blive fri for kræft

Flag 13-10-08 ~2 minutters læsning · 219 ord

Berit Urvang, der er social- og sundhedshjælper på Sygehus Mors-Thy i Thisted, skulle have være død i februar 2008. Sådan lød i hvert fald vurderingen fra hendes danske kræftlæger.

Men Berit Urvang ville det anderledes. Hun valgte - sådan som adskillige andre danske kræftpatienter har gjort - at rejse to gange til Kina for at gennemføre et behandlingsforløb der. Nu er hun fri for kræft, og samtidig har hun genoptaget sit arbejde som social- og sundhedshjælper, fremgik det af indslaget i Nyhederne.

Sejren over kræften har dog kostet Berit Urvang den nette sum af DKK 600.000, som hun skal betale af egen lomme. Hun mener, at den danske stat burde betale regningen. Derfor har hun søgt sundhedsministeren om at få refunderet pengene, men ministeren har afvist - og i stedet henvist hende til at lægge sag an ved domstolene.

Problemet er, at Berit Urvang ikke har fået støtte af det såkaldte second opinion panel under den danske sundhedsstyrelse. Det er et panel, som kan sige god for at gennemføre en sygdomsbehandling i udlandet.

For mange andre kræftpatienter er problemet, at de aldrig får at vide, at Sundhedsstyrelsens second opinion panel overhovedet findes. Kun 20 pct. får at vide, at de kan bede om at få deres sag optaget i panelet, fortalte Arne Rolighed, direktør for Kræftens Bekæmpelse, i indslaget.

Skribentmail:

Mere info: http://nyhederne.tv2.dk/video/index.php/nodeId-16542701.html