KLIMA, VEJR, KVALITET

Arsenik på 11 gange grænseværdien i luften

Flag 27-07-13 ~2 minutters læsning · 246 ord

Det er ofte farligt at indånde luften i Beijing, akkurat som det er tilfældet i andre af Kinas storbyer.

Miljøorganisationen Greenpeace målte i 2012 mængder af giftstoffet arsenik på fra 2 og helt op til 11 gange grænseværdien i Beijings luft. Arsenik er kræftfremkaldende, men organisationen kom også frem til, at det er ikke det eneste kræftfremkaldende stof i luften over den kinesiske hovedstad. Greenpeace anslog på basis af sine målinger, at hele cocktailen af kræftfremkaldende stoffer i Beijings luft er skyld i hvert femte tilfælde af lungekræft i byen.

De kinesiske myndigheder har gennem mange år underdrevet det såkaldte luftforureningsindeks for Beijing. Men så begyndte den amerikanske ambassade i byen - og apps på smartphones - at offentliggøre langt højere tal. Det skabte et pres, som fik myndighederne i hovedstaden til i 2012 at gå over til at offentliggøre de reelle tal for luftforureningen.

Problemet med luftforureningen i Beijing skyldes i bund og grund, at byen er placeret forkert. Den ligger på en flad slette omgivet af bjerge til alle sider, fortæller den danske sinolog og forsker Simon Rom Gjerø, som har boet i den kinesiske hovedstad de seneste 10 år.

Den danske forsker har i øvrigt oplevet forureningen i byen så slem i 2013, at han har besluttet sig for at flytte til Danmark sammen med sin hustru og to børn. Simpelthen for at skåne børnene, som har haft både astma, bronkitis, udslet og kløende øjne i over et år, fremgår det af artiklen.

Skribentmail: