Det er ikke blot i Kinas to største byer, Shanghai og Beijing, at priserne på boliger er eksploderet de senere år. Også de byer, som kommer lige efter i størrelse, har oplevet et boom i boligpriserne.
Det gælder f.eks. Changsha, der med sine 6,8 millioner indbyggere er hovedstad i provinsen Hunan. Her er boligerne steget med 44 pct. i løbet af det seneste år.
Luo Hong besluttede at købe en lejlighed i byen i juli 2010. Boligen er på 93 kvm, og den måtte han af med DKK 476.000 for at blive ejer af.
Selv om Luo Hong nu er boligejer, så ærgrer han sig lidt. Han har nemlig betalt DKK 4764 pr. kvadratmeter. For blot et år siden kunne han være sluppet med at betale DKK 3318 pr. kvadratmeter for en bolig i provins-hovedstaden.
Til gengæld kan han trøste sig med, at prisen ligger et stykke fra de DKK 10.000 pr. kvadratmeter, som de mest attraktive lejligheder i byens centrum koster.
Det tyder i øvrigt ikke på, at boligpriserne er ved at stoppe deres himmelflugt i Changsha. Alene i august 2010 blev der sat 30 nye boligkomplekser til salg. Og de mange nye boliger bliver solgt i stort tal.
I anden uge af august solgte ejendomsmæglerfirmaet Changsha Shiljan 2081 lejligheder. Ugen efter solgte firmaet 2204 lejligheder, og i fjerde uge af august solgte firmaet 2866 lejligheder.
Prisstigningerne på boliger i Kina løber langt stærkere end lønstigningerne, og dermed opstår der risiko for en boligboble. Desuden betyder stigningerne, at det hele tiden bliver sværere for folk fra landet at købe en bolig i de kinesiske byer, fremgår det af artiklen.