Pilen på japanske ejendomme er begyndt at vende opad. I 2006 steg ejendomspriserne i visse dele af hovedstaden Tokyo med op til 300 pct., og i fremtiden vil priserne stige mellem 10 og 20 pct. om året på landsplan, forudser Hiromichi Shirakawa, der er cheføkonom for Credit Suisse i Tokyo.
Han begrunder blandt andet spådommen med, at det er blevet lettere for mellemklassen at investere i ejendomsselskaber og fonde i landet.
I 2006 steg jordpriserne i Japan med 0,1 pct., mens jorden i visse erhvervsområder steg 2,3 pct. i pris. Det er et beskedent prishop, men stigningen springer alligevel i øjnene, fordi den kommer efter 16 år med faldende jordpriser i landet, fremgår det af artiklen.