Hævet over domkirkepladsen bimler kirkeklokkerne om kap med hinanden, og oppe fra lejligheden kan danske familien Jensen høre stemmerne fra pladsens barer. De kan også dufte, hvad menuen står på i restauranten i underetagen og lade sig lokke eller lade være.

Egentlig var det en fejl, at Mette Bogtoft Jensen og Claus Vorreiter Jensen fandt deres drømmelejlighed. De blev vist rundt til rustikke landhuse og romantiske boliger i bjergene, da de for ca. et år siden besluttede at flytte til Italien, hvor Claus Vorreiter havde fået arbejde. Et dansk par med tre børn var sikkert ikke interesseret i en lejlighed midt i byen, vurderede deres ejendomsmægler. Men han tog fejl, for da Mette og Claus så taglejligheden i hjertet af den lille by Vittorio Veneto, faldt de pladask for det hele.

»Da vi sagde til ham, at vi gerne ville have lejligheden, blev han målløs og spurgte, om vi ikke ville tænke over det, men det ville vi ikke. Vi havde bestemt os!« siger Mette.

Lejligheden er fra 1600-tallet og ligger på 3. sal, og de 140 kvadratmeter er fordelt på et stort køkken/alrum, to soveværelser og en stor åben korridor, hvor der både er plads til bibliotek og kontor. Lejligheden er nyistandsat, men fuld af detaljer og italiensk hygge.

»Her sker noget hele tiden. Der bliver arrangeret markeder og byfester, og for nylig var der racerløb i gaderne med gamle Fiat 500,« fortæller Mette.

De var tiltrukket af bylivet og Ikke AF at skulle bo isoleret ude på landet.

»Vittorio Veneto er på størrelse med Helsingør, men der foregår mange flere ting end i en dansk by, for folk sidder på gaderne og går ud og spiser. Vi har også altid gået meget ud og spise, så på den måde passer vi vist fint ind.«

Husets bedste udsigt findes fra børneværelset, der ligger som en halv etage over køkkenet. Her kan Anton, Rikke og Rasmus se ned på domkirkepladsen, på klokketårnet med rødder tilbage i 1300-tallet og ned på hjertet af det, der engang var en middelalderborg, som handlede med våben og silke med den magtfulde republik, Venedig.

»Klokkerne larmer lidt,« forklarer Anton på seks, som må rejse sig fra sin hvide træseng og vise sine montrer med insekter frem. På et stort bord i midten af værelset ser 11-årige Rikke film på sin computer, mens Rasmus på ni er optaget af et computerspil.

Med de skrå vægge minder værelset lidt om en hule, hvor der er forbudt for voksne, og de tre siger også, at de ikke har noget problem med at dele værelse - for det meste!

Ideen om at flytte til Italien opstod, da Claus fik tilbudt et job i et italiensk firma.

»Vi har altid gerne villet ud og rejse, men har ikke kunnet, da Claus havde eget firma, som bandt ham til Danmark. At det blev Italien, var tilfældigt.«

I foråret var de nede på prøve, så børnene kunne afprøve en italiensk folkeskole, og lærerne kunne møde de tre nye.

»Anton er en rigtig lille ballademager, så da jeg kom og hentede ham, kunne han ikke sige noget og var helt skræmt. Det er en rigtig traditionel skole, hvor man står bag stolen, når læreren kommer, og Anton havde været i skammekrogen tre gange. Han vidste kun, at den ene gang var fordi, han havde stået op på en rutsjebane, resten af gangene anede han ikke, hvad han havde gjort forkert.«

Forældrende besluttede i stedet at sende de tre på en mere moderne italiensk skole, hvor hovedsproget er engelsk.

Mette, som selv er folkeskolelærer, har indtil videre besluttet sig for at gå hjemme - blandt andet for at få børnene godt integreret og få ordnet alt det praktiske.

»Italien er ikke fremmedartet. Man kan købe de samme ting i butikkerne, og jeg ser ikke meget forskellig ud fra byens borgere, men alligevel føler man sig anderledes,« siger Mette, som blandt andet har fået sin bil fjernet to gange, fordi der pludselig skulle være marked, og parkering derfor var forbudt.

»En fra en forretning kom ud og spurgte, om det var mig, der kørte en dansk bil. Jeg sad en time, mens politimanden stemplede og skrev.«

Under trappen ligger Buster, en 13-årig cairnterrier, på sin pude og snorker.

»Da vi kørte ned med børnene, havde vi udover Buster en skildpadde og en kanin. Desværre overlevede kaninen ikke rejsen,« siger Mette og fortæller, at de har begravet den i bjergene over byen.

Stort set alle møblerne er taget med fra Danmark. Da de solgte deres 270 kvadratmeter store villa i Espergærde, måtte de forære en masse ting til venner og bekendte, da den ny lejlighed nemt kommer til at se proppet ud. Den antikke træbænk ved køkkenbordet blev valgt, fordi det er muligt at bruge hulrummet under sædet til opbevaring. På samme måde står klaveret under trappen til børneværelset.

Nu mangler de kun en brændeovn, som bliver hentet ned fra Danmark, samt låger til køkkenskabene.

»Der var leveringsdato sidste uge i juli, og i torsdags kom de så endelig, men det gjorde ikke køkkenet færdigt. Vi har aldrig stresset over tingene, så på den måde passer vi meget godt til italienernes måde at gøre tingene på.«

Huskøb i Veneto

Det dansk-italienske boligformidlingsfirma, Husiitalien, har specialiseret sig i det nordøstlige hjørne af regionen Veneto, hvor Vittorio Veneto ligger.

Der er tre partnere i firmaet: En dansk advokat, en italiensk ejendomsmægler og Henrik Steen Hansen, som står for kontakten til de danske kunder.

»Vi faldt for området, fordi det er tæt på Danmark, og fordi det er nær både vand og skisportssteder. Mange ringer til os og siger, at de gerne vil købe hus i Italien, så de kan komme ned og få lidt varme om vinteren, men den holder jo ikke, da der bliver koldt i Veneto og falder masser af sne,« siger Henrik Steen Hansen.

Kunderne er hovedsagelig danskere, som søger fritidsboliger, og kunderne går ofte efter de rustikke huse på landet.

»Folk, der henvender sig til os, drømmer om den italienske livsstil i et romantisk landhus og muligheder for at bo tæt på byer, hvor de kan gå ud OG os spise lækker mad. Vi konkurrerer slet ikke med Tyrkiet og Bulgarien, hvor folk køber en lejlighed for at leje den ud og tjene penge. Vore kunder er folk, som gerne vil bruge deres hus så meget som muligt,« siger Henrik Steen Hansen.

Og så er regionen en del billigere end populære steder som Toscana og Gardasøen, forklarer han, selv om priserne afhænger meget af, hvor tæt man kommer på Venedig.

»Det er svært at finde noget til under 110.000 euro (ca. 825.000 danske kroner), men et fornuftigt hus til 120.000-130.000 euro (mellem ca. 900.000 og 1 mio. kr.) kan man godt finde. For nylig solgte vi et 90 kvm stort hus i tre etager til 120.000 euro, hvor der så skulle lægges ca. 100.000 danske kroner til i forbedring.«

Lejligheder i de lidt større byer, som f.eks. Vittorio Veneto, er generelt dyrere, da det er her, italienerne gerne selv vil bo. Der kan man let komme til at betale mellem halvanden og to millioner for noget stort og nyistandsat, og så falder priserne ellers, hvis man selv skal til at renovere.

Henrik Steen Hansen anbefaler alle boligkøbere at hente vejledning fra en ejendomsmægler, som både taler flydende dansk og italiensk.

»Der er, om end få, eksempler på folk, som har købt huse, der er gæld i, eller som er ejet af andre end den person, som forsøger at sælge det.«