I just need time to breathe….

Min italienske drøm.

Jeg har netop set første afsnit, som jeg optog på harddisken i torsdags, mens jeg tilbragte tiden hos min syge veninde på sygehuset.

Jeg smager på titlen og føler nogen har snuppet min replik.

Sagen er at jeg i juli 2007 tog på en ferie sammen med mine børn, Thomas og Ann, og mine forældre. Målet for rejsen skulle være Gardasøen, hvor jeg tilbragte ferier som barn.

Da det var besluttet at vi ville spare sammen, og hvad målet skulle være, fandt vi allerede i juleferien inden, de gamle fotos fra mine forældres første ture frem. Efter aftensmaden blev der hængt et stykke hvidt linned op på væggen i stuen, og lysbillederne kørte helt tilbage fra jeg kun var et par år gammel. Sjovt at vise børnene billeder på denne måde, og for dem at se de tidligste billeder jeg kan huske, og sjovt at se hvor simpelt det kunne være uden at ferien blev ringere af den grund.

Inden afrejsen joker min søster og svoger ”god fornøjelse” på den der ”at du gider på ferie med mor og far” måde. Med et glimt i øjet, skævt smil og drillende, som om man ikke kan have en god ferie med sine forældre, når man er blevet voksen og har smag og mening selv? Jeg regner med de ikke mener det så slemt, de har også selv været på tur med dem.

Men ferien mere end levede op til min forventning.

Den blev så dejlig, rolig, fyldt med kærlighed, overbærenhed og samvær at jeg fik en trang…nej at der voksede en torn af længsel i mig, som jeg føler kun kan udvikle sig, eller forsvinde om du vil, hvis jeg bor i Italien.

Jeg vil bo i Italien!

Måske bare noget af året. Jeg vil være i varmen, mærke solen. Se italieneres varme, åbne munterhed, mod hinanden og mod de turister der hvert år oversvømmer deres by og egentlig står i vejen når de gerne vil handle, når de vil ud og spise og når de bare gerne vil sidde i stilhed på den lokale café.

DR-serien, som handler om 4 par der skal istandsætte og konkurrere om præmien

muligheden for at købe det færdige resultat og drive det som en ”Bed and Breakfast” i en lille lokal by, gør mig misundelig.

Det er det jeg vil!

Det er det jeg drømmer om.

Min italienske drøm!

Bare uden kameraer og familien Danmark til at bedømme mig. Og kommentere mig hver uge. Min smag, hvor hurtigt jeg lærer italiensk, hvor meget jeg blander mig med gadens øvrige beboere.

Efter min mening ender de rigtige med at vinde. Også selvom de efter programmet endte med at beslutte det ikke kunne betale sig for dem at købe huset.

I går aftes havde Thomas en flok unge på besøg og de så filmen ”Et hus i Toscana” ligge på bordet.

De grinte og jokede om hvor spændende den lød.

Hvordan de ligefrem af titlen kunne fornemme romantikken, en prins komme ud gennem solstrålerne.

Jeg sagde ingenting, men smilede for mig selv. Det er ikke det det handler om. Romantik. En mand. Eller de italienske mænd. (selvom jeg må indrømme at jeg finder noget i deres facon charmerende)

Det handler om landet, naturen, kulturen og om mig.

Hvor jeg er i livet.

Hvor er jeg i livet?

Måske er det forfatteren Frances Mayes oplevelse jeg vil have. Bringe et gammelt hus og mig selv til live, med solen som varme, glæde, radiator og inspiration. Få den søde advokat som happy ending. Nå ja, så er der måske alligevel lidt romantik i drømmen.

Jeg sluger alt hvad der handler om Italien, bøger fra biblioteket, nyheder, film, rejsebøger, vinbøger, kogebøger.

(jeg har vist kun kigget i en kogebog for at følge opskriften, én gang indenfor de seneste 10 - måske 20 år. Mine 2 søstre ville dø af grin hvis de hørte at jeg nogensinde har kigget i en opskrift, de har begge fået hele kvoten af interesse og evne for madlavning)

Det er ligesom om jeg kan fornemme stemninger, duft og smag, bare ved at se billeder eller læse italienske ord. Jeg optog endda de afsnit af Min italienske Drøm, som jeg ikke kunne se på selve udsendelses aftenen.

Nogen gange skriver jeg bare ”Italien” i Googles søgefelt, andre gange kombinerer jeg det med sætninger

”at bo i Italien”, ”at arbejde i Italien”. Jeg har flere sider som foretrukne på min pc, hvor der er forskellige vinkler af samme emne.

For mig ser det ud til at italienerne har et mere enkelt liv, at de går mere op i at leve, end at samle sig ting. Selvom det er meget langt fra min egen natur, kan jeg godt lide at se flere nabokoner sidde sammen udenfor, og tale og sammen ordne grønsager.

Jeg kan godt lide at se de ældre mænd sidde udenfor på en bænk og betragte dem der kommer forbi. Måske taler de sammen, måske gør de ikke. De sidder sammen.

Umiddelbart ser det ud til, at vi i Danmark lever for at skabe et smukt hjem og bekvemmelighed, og opholder os meget inden døre. Måske kender vi knapt navnet på vores naboer. Vi kan måske undskylde os med en klimaforskel? Måske er det kun mig der ser det sådan.

Bare at se billederne fra vores ferie 2007, giver mig længsel, jeg kan føle det som en fysisk sult, der sidder i hjertet, ikke i maven.

Vi kører lørdag d. 07 Juli 2007.

Børnene og jeg tager toget kl. 11.25 til Fredericia, hvor vi skal møde mine forældre. Vi får et forskrækket sug i maven, da vi på vores egen station opdager at billetautomaten ikke vil acceptere mit hævekort og give os de billetter vi har bestilt. En hurtig beslutning, jeg tager firmakortet og flår billetterne ud af automaten og genner børn med bagage ind i toget.

Jeg sender min chef en sms med en besked med denne mening, ”har lånt penge, forklaring følger, tilbagebetales når jeg kan komme til en bank”

Vi når til Fredericia, mine forældre når frem nogenlunde samtidigt.

Vi kører ned i hjørnet af parkeringspladsen og finder et sted hvor vi kan vente på min søster og svoger, som gerne vil komme og hilse af, inden vi kører syd på.

Vi synes det er hyggeligt at de har lyst til at køre den lange vej fra Herning til Fredericia, bare for nogle minutter sammen på banegårdens parkeringsplads.

Men samtidigt tripper vi, ”vi elsker jer, tak fordi I kom, vi vil gerne af sted”

Kl. 15.00 er vi på vej.

Billedrækken fra ferien starter med et par stykker af børnene der sover fredeligt op ad hinanden, som om de aldrig havde råbt af hinanden derhjemme, smækket med døren og ønsket de var enebarn. Det må foreviges!

Kl. 00.30 er første dag brugt op, der er stille i bilen. Den sidste time har jeg siddet bag rattet og kørt i mellem vejarbejde og stigninger og fald på 8 %.

Jeg var ivrig da vi planlagde turen, jeg mente ikke vi behøvede en overnatning på turen. Med 3 voksne der kunne skiftes kunne vi nå at hvile. Men vi trænger til en pause.

Første overnatning sker på en rasteplads efter Kassel, de to mænd, min 67årige far og min 16årige søn, i bilen, og mor, Ann og jeg ved siden af hinanden i den ene ende af campingvognen. Ann finder ikke rigtig ro, hun er nervøs for at sove på en rasteplads, hun har hørt så meget.

Vi er oppe ved 6 tiden igen.

Vi vil benytte de rene tyske faciliteter og få os en afvaskning på den store rasteplads’ toiletter. På vej gennem toilet-bommen ser min far en efterladt ubrugt toiletbillet sidde i automaten, og vil spare den halve euro og bruge den. Toiletmesteren har imidlertid set at han ikke selv trak en, og han giver far en rasende tysk skideballe.

Min mor som kommer efter far i køen, har ikke opfattet hvad der er sket og ser også den ubrugte billet. Hun rækker ud efter den og får et ordentligt klask over hånden af den sure toiletmand. Mine børn og jeg må grine, sådan går det når man forsøger at snyde.

Morgenmad i vognen.

Hurtigt, ivrige efter at komme på vejen igen. Mod målet. Solen, Gardasøen.

Vennerne som er en dag forud for os, uden campingvogn efter bilen.

Bilen har ingen aircondition, vores medbragte iskolde vand har efterhånden lidt mere end kropstemperatur, og vi sidder 3 på bagsædet, alle som med feber og klistrer op af hinanden.

Som vi kommer tættere på målet, hjælper det mindre og mindre at åbne vinduerne. Men vi tager det alle med godt humør, og alle tager deres tørn på bagsædet, lige som alle får siddet på den gode plads ved siden af føreren, hvor man kan bevæge armene og vælge musikken.

Vi tager billeder udad bilruden, i fart eller i kø på motorvejen. Billederne ligner fuldstændig dem som mine forældre har i deres album fra da jeg var barn. Samme genskin af ruden. Samme slotte og ruiner.

Da vi ender i en længere kø i lang tid, letter Thomas på vores humør, da han stikker en god del af overkroppen ud af sideruden og råber af fuld kraft, i retning af køens start ” KØR SÅ HJEM FARMOR”!!

Der begynder at komme ”rigtige” bjerge.

Bjerge gør forskellen tydelig, mellem Danmark, Nordeuropa og det mere fremmede. Én ting er forskellen på landskabet, en anden er grænserne som mennesker har sat i en verden der ikke engang er deres. Der burde ikke være grænser mellem lande. Verden burde være en rund klode af oplevelser uden adskillelse og fremmed- og fjendegjort, som om,,.. at i Danmark er det kun danskere der er ”rigtige”.

En cirkel af oplevelser, uden begyndelse og uden ende.

Det var vel det Gud ville fra begyndelsen, en stor dejlig verden af oplevelser, til alle, uden at nogen skulle være herre over andre. Uden at nogen skulle have det dårligere, ringere levemuligheder. Mindre glæde, færre muligheder, fordi man er født på den forkerte side af grænseskiltet.

Der er jo ikke noget galt i at der er forskel eller at lande er anderledes, at der er forskellig klima, natur og kultur. At det ene land er fladt og det andet har bjerge.

Det er jo netop det, der gør at man vil rejse, se det hele.

Suge det fremmede ind.

I hvert fald giver bjergene mig en lykkefølelse, vi er godt på vej! Efter det lange stykke i Tyskland, kan vi nu se vi er nået et stykke ned i Europa.

Da jeg var barn foregik de tidligste ferier jeg kan huske, med os 5 unger på bagsædet og vores trofaste gamle, men velholdte, villatelt på taget af bilen. Et stort blåt og orange telt, ca. 20 kvm., med 2 sovekabiner, med en tøjstang i mellem, et lille køkken og en ”stue” med plads til bord og stole.

Jeg husker ikke hvor vi var, (jo, jeg husker vi var i Italien) men rejselysten har jeg fået ind med modermælken.

Jeg fatter stadig ikke hvordan mine forældre fandt råd og tålmodighed til at køre så langt med 5 børn, der alle var født inden for 8 år, på bagsædet.

Måske kunne det lade sig gøre p.g.a. min fars stædige beslutsomhed og min mors…ja hvad skal jeg kalde det? Jeg hørte aldrig min mor brokke sig eller bede om noget til sig selv. Eller bare udtrykke et behov.

Det må du da have haft, mor?

Med 5 børn må der have været lidt at pakke og holde styr på. Dengang var alle unger skrevet ind i forældrenes pas. Der skulle ikke huskes 7 pas, fordi man var 7 i familien. Man kunne godt sidde 5 på bagsædet selvom der kun var seler til 2 eller 3. Vi havde ikke høretelefoner eller dvd skærme i bilen.

(I Ann´s rejsedagbog for 2007 kan jeg se en  over, at hun i Tyskland mistede sms kontakten med hendes elskede veninde Mille. Forbindelsen kunne ikke nå fra Tyskland til Nibe.)

Af og til føles tiden lang, og for at dæmpe os satte mor og far os i gang med lege, som at få øje på forskellige bilmærker eller finde tværsummen af en nummerplade. Ordspil, små brætspil og i kort tid ad gangen læsning.

Senere fik vi campingvogn, ikke stor nok til 7 mennesker, men hvilken vogn er det -som en almindelig bil må køre med, altså?

Så sov mine to brødre bare i bilen eller i et telt. De brokkede sig ikke.

I campingvognen sov vi 3 piger i den ene ende, og mor og far i den anden. Vi pjattede og fnisede, fik skæld ud, fnisede igen, fik skæld ud, indtil vi også mærkede at der var latter i den anden ende af vognen.

Der var engang hvor alt kunne grines ad og det var svært at stoppe igen.

Ann mener ikke det har ændret sig.

Tilbage til nutiden.

Da vi planlagde ferien, besluttede vi at vi skulle bo på campingpladsen ved siden af den jeg besøgte som barn

Spiaggia d’oro. (Vi var på La Quercia engang i 80’erne.)

Jeg ringede i god tid til pladsen og fik at vide at man ikke kunne bestille plads, og at det heller ikke var nødvendigt, de havde udvidet og havde god plads.

Men da vi kl. 21 søndag aften når frem, er alt optaget. Vi får at vide vi kan holde på deres parkeringsplads og vente til nogen kører næste morgen. Ikke noget med ”først til mølle”, bare vær fræk, ser du nogen pakke sammen, så sæt dig i en stol ud for pladsen og reserver den, til de forrige beboere er væk.

Vi fik at vide vi skulle være fremme i skoene for at beholde pladsen, især hollændere og andre danskere kunne være ret frække og skubbe sig ind foran andre, hvis man ikke var lidt bestemt. Vi fik nu ikke noget bøvl.

Vi affinder os med ”håbepladsen” denne første aften og vil prøve lykken næste morgen. En af medarbejderne på pladsen, mener at man må kunne gå nøgen rundt på gaderne i Danmark, da alle danskere tilsyneladende er i Italien denne sommer. Han mener ikke vi vil få noget ud af at prøve andre pladser.

Vi går en tur for at se om nogen er ved at rydde op og prøver at vurdere hvilken del af pladsen vi foretrækker, hvis vi får flere valgmuligheder. Noget af pladsen skråner, der er områder med mere grus end græs. Vil vi ligge lige op ad swimmingpoolen med deraf følgende skrig og larm hele dagen?

Mor smører ”klapsammen” rugbrød, mens vi finder et par campingstole. Sidder knap en halv time udenfor på parkeringspladsen og taler, slapper af. Flere af de andre ventende har slået lejr, har grillen i gang og dækket bordet. Pludselig vælter regnen ned. Ikke bare en lille byge, men helt utroligt meget vand! Vi flygter ind og falder i søvn til regnen på campingvognen, en hyggelig lyd, så længe den bare stopper igen indenfor rimelig tid.

Far og jeg står tidligt op næste morgen og går en tur, vi ser en svensker, på vejen

Via Vicenza, der er ved at pakke sammen, han spørger selv om vi leder efter en plads, og om vi vil have hans når han kører, vi takker ja og bliver der til han er væk og vi selv kan få vognen på plads.

Via Vicenza. Bare billedet af vejskiltet (ja, jeg har faktisk taget et billede af skiltet, selvom jeg ikke lige kan komme i tanke om hvorfor) får mig til at huske hvor græsset var slidt i stier til vigtige steder. At man selv skal have toiletpapiret med i lommen.

Hvor høj kantestenen var, som min far sparkede tåen i stykker på, der hvor græsset sluttede.

Hvordan vejen ser ud ned til søen, når man står på toppen og kigger ned af bakken.

Butikken nede til højre, før søen.

Den familie der passer butikken.

Den sure mand der passede campingpladsen. Var han søn af dem der havde pladsen da jeg var barn? Det tror jeg.

Vores venner ligger på en plads lidt længere ned mod Lazise, han stopper dem da de om aftenen har besøgt os, han vil have et gebyr pr. person for deres besøg. 7 euro pr. person. De tror i første omgang det er en joke og et par af de unge i selskabet griner.

Han bliver rasende og truer med at ringe til politiet.

En lille arrig trold. Vi så ham aldrig helt afslappet eller bare smile hjerteligt, som jeg ellers synes en ”campingfatter” skal.

Bortset fra hans humør, er alt på pladsen nu i orden.

Den tredje nat får vi oplevelsen af et rigtigt tordenvejr med i bagagen. Ikke et som kan sammenlignes med de danske tordenvejr. Der er brag der får alt til at ryste, vores service klirrer i skabene. Vi står op, vi skal se lysshowet henover søen. Helt fantastisk mange lyn!

Der kommer nogle kastevinde igennem pladsen.

Mor og Thomas er ude og holde hjørnerne af forteltet, som truer med at flytte fra os. Vi må stramme stængerne, og far må ud i vejret og fæstne pløkker og barduner. Vi ser flere fare rundt på pladsen omkring os. Det er uvant voldsomt, men giver også et sug i maven af oplevelsen af fremmede og større naturkræfter end vi er vant til hjemmefra.

Næste morgen er der stille igen. Varmt. Solskin. Op ad- og omkring, affaldscontainerne er der knækkede parasoller, pavilloner, havemøbler og mindre telte i stakkevis.

Vi går langs stranden ind til Lasize. Genkender havnefronten, selvom den vist har fået en ansigstløftning siden jeg var der sidst.

Sidegader med små butikker, som jeg nu synes er meget mere interessante, end jeg synes da jeg var barn, selvom jeg aldrig får min venindes shoppe gen. Jeg elsker at kigge, men kigger mere på helhedsbilledet end på de enkelte varer. (det er nok derfor jeg aldrig gør lige så gode køb)

Jeg ser de mennesker der ser på varerne. Jeg ser de sælgende. Deres ansigtstræk, furer, smilerynker og et muntert glimt i øjet. Et anderledes sælger gen end jeg er vant til på de kontorer jeg har været på.

Jeg ser dem når deres familie eller bekendte lige kigger forbi butikken, deres genkendelse og glæde i øjnene. Jeg ser dem når de bliver sure på deres buddreng. Deres vrede går over lige så hurtigt som den kom.

Man ser ikke italienerne skjule deres følelser bag masker, eller et korrekt ansigt, som mange andre steder. De fleste danske butikker og deres ansatte er korrekte og formelle. De har deres ”arbejdsansigt” på.

Der kan dog også være forskel på de italienske ekspedienter.

Der er de dyre butikker, hvor varmen eller modtagelsen er helt anderledes, eller manglende. De kigger lige op og ned af en og vurderer med kendermine om man er køber eller ”oser”. Afgør om man har råd til deres niveau.

Jeg ser hele byen. Lægger mærke til mærker, på huse, gader og inventar og mennesker, det ses at der leves.

Især ser jeg mennesker. Lokale eller turister. Ser om man kan få en fornemmelse af dem.

Par der kommer gående med hinanden i hånden. Måske kun af vane, mens de kigger i hver sin retning.

Par der kommer i tæt samhørighed, fælles forståelse for oplevelsen.

Vi spiser på pizzeriaet lige om hjørnet. Den italienske tjener ved, at ekstra opmærksomhed på kvinder, unge som ældre, tykke som tynde, smukke eller slidte, betaler sig.

Der tages billeder med den samme tjener ved siden af 3 generationer af kvinder i samme familie. Tjeneren opfordrer selv til det, man føler sig smigret, han ved det virker. Da han rutinemæssigt flirter, hører jeg med chok min mor sige at jeg er single. Selv min 13 årige datter falder for charmen og beder om penge hun kan give som ekstra drikke penge, gad vide om han opdagede det?

Om onsdagen er der markedsdag i Lazise. Der er helt fantastisk mange mennesker. Far og Thomas opgiver på forhånd og finder en café og noget koldt at drikke.

Mor, Ann og jeg går på opdagelse på markedet.

Ann finder en rød læderjakke, som hun kigger længe nok på, til at sælgeren opdager det. Der skal kun et ekstra blik på et par sekunder til, før han ved at her er et muligt salg. Jakken koster 290 euro. Hun er i 2007 13 år, jeg kan finde mange grunde til at jeg ikke vil give så meget for en jakke der stort set kun er til pynt.

Men han har set interessen, han synes hun skal prøve den. Han har aldrig set noget smukkere, den er som syet til hende!

Ja, jeg kan godt se den klæder hende, det er en flot jakke, den har sin duft af læder, den har et klassisk snit, den er tidløs…..

Jeg begynder langsomt at give mig overfor Ann, men endnu ikke overfor sælgeren. Jeg gør mine til at ville gå videre.

Vi ender med at købe jakken for 100 euro.

Torsdag tager vi til Venedig med nogen af vennerne. Mor bliver på pladsen, hun føler sig ikke frisk til at gå en hel dag, hun har sin bog i forteltet, det hygger hun sig lige så meget med, hun har været der nogle gange før.

Jeg glæder mig til at vise børnene den specielle by, som jeg selv husker mit første besøg i, da jeg var yngre end de er i 2007. Hjemmefra er det denne by Ann glæder sig mest til at se.

Dagen starter dårligt, da hun føler sig sløj og træt, vi går, men kigger samtidigt efter det grønne lægeskilt. Først ved middagstid finder vi en restaurant hvor vi skal spise vores middagsmad og jeg spørger om smertestillende, vi får et pulver der opløses i et glas vand, hun falder i søvn med hovedet på armene henover bordet. Først bagefter kommer jeg til at tænke på hvor tillidsfuldt, eller måske dumt, det kunne være, en fremmed, i et fremmed land, medicin vi ikke kendte. Men hvorfor skulle han ønske at skade os?

Vi får maden bragt ud, vores store drenge får fadøl som os andre, men Thomas’ kammerat, Frederik, får en øl der viser sig at være ulækkert grumset, med bundfald. Han kan ikke selv få sig til at bede den byttet, så jeg beder tjeneren om en ny øl til ham. Tjeneren nægter, ”drengen må jo selv have spyttet i den”. Men efter min insisteren kommer de modvilligt med et nyt glas. Dog kun et halvt, da han jo har drukket af den anden. Sådan kan de altså også være de varme italienere.

Tjeneren er dog stadig frisk på et klap bagi til en af kvinderne i selskabet og et billede med armen om hende.

Jeg havde glemt, eller har måske aldrig opdaget, hvor forfalden Venedig er.

Sådan noget ser man måske ikke som barn, medmindre man bliver gjort opmærksom på det.

Vandet er uigennemsigtigt, træet råddent, og mange huse skoddet til og lukkede.

Hvad mon er planen for at redde den fantastiske by, sker det hurtigt nok?

Men det smukke er smukt, også selvom det ikke er nyt, en afskallet og revnet mur er smuk med de mange blomsterkasser, lilla klaser af blomster der vælder ud over kanten.

Hvorfor har vi ikke lidt mere af det i Danmark? Lidt mere hygge i gaderne.

Nå ja, jeg kommer lige i tanke om min nabo, som egentlig er en kontorbygning, de har 4 store krukker med mini træer, som de ofte må feje op og plante igen, når nogen går forbi og får den pludselige indskydelse at det kunne da være sjovt lige at hive dem op af krukkerne og slå dem lidt imod den hvide mur.

Men findes den slags underholdning ikke i Italien? Det gør det vel. Måske fejer de hver dag inden turisterne dukker op.

Der er tiggere, både unge og ældre af slagsen.

Men mest så vi smukke bygninger, stemninger. Dyre, dyre butikker. Man har en ”nok se, men ikke røre” fornemmelse.

Vi køber os til en dyr tur i gondol, så vidt jeg husker ca. 1000 kr. Til gengæld var vi 6 med, foruden gondolieren.

Smalle stræder, med råb om hjørnet for at advare modsejlende, vi rammer et hushjørne hist og her, men tager det ikke så tungt.

Vores gondoliere fortæller en masse på italiensk, det går stærkt og vi fatter kun lidt, men det er hyggeligt og han lader sig ikke stoppe af at vi er fraværende i vores tanker og hjertet og ikke svarer, men kun nikker og smiler.

Markuspladsen, hvor vi ikke må sidde på stolene, tilhørende restauranterne, hvis vi ikke er kunder, selvom enhver sælger må vide, at et indtryk af kunder, lokker flere kunder til. I stedet står der bare hundrede tomme stole, ikke én eneste kunde i syne.

Et par bygninger er dækket af stilladser, presseninger, de må jo være ved at restaurere.

Et af de store huse med facade direkte til Markuspladsen har, hvad der ser ud til at være, hundredvis af små vinduer, med forskellige og ret tilfældigt udseende gardiner eller hvad der ligner et stykke linned.

Er det lejligheder? Bor der mon nogen på Markuspladsen?

Rialtobroen, Sukkenes bro, små pladser, en lille kirke med et brudepar foran døren. Smukke karnevalsmasker.

Næste gang vil jeg gerne se Murano. Og den der by med husene med de mange farver…..Burano!?

Kl. 18 sejler den sidste båd tilbage til San Giuliano, og vi må løbe med et gadekort gennem smalle gyder, som vi troede var en genvej, men som viste sig at være blind, frem og tilbage over små broer, til vi endelig når frem til stoppestedet, i god tid inden båden sejler. Min far i badesandaler, hans fødder må være både trætte og ømme, men han klager sig ikke.

Vel hjemme igen kan vi sammenligne oplevelser med mor, og får et stykke grillet kød på fars kokosgrill, som han er super glad for, men som sender stinkende os ud omkring os.

Fredag lejer nogle af mændene en speedbåd og tager de unge med ud at sejle. Godt smurt ind i solcreme hjemmefra, men efter nogle badeture uden ny beskyttelse, kommer Thomas tilbage med en højrød ryg. Han sover i en stol hele natten, med ”indlagt varme”, mod et stykke linned.

Vi besøger Sirmione samme aften, igen en by med stemning og lilla blomster på murene. En byport hvor én bil kan køre igennem hvis der ingen kommer imod den, hverken bil, cykel eller fodgængere.

Vi når kun at kigge en times tid, inden vi finder en restaurant og spiser.

Kokken kommer forbi og vil give min solskoldede søn et frisk dask på skulderen, jeg troede han skulle besvime, men han holdt masken.

Jeg kunne have brugt meget længere tid der, men min far vil gerne hjem og Thomas kan ikke finde ro i bevægelserne ved at trave i gaderne og heller ikke ved at sidde for længe på restauranten. Så vi kører derfra alt for hurtigt igen.

På vejen hjem kommer vi af en øde vej ved Pieschera, der viser sig at være opsamlingssted for dem der vil betale sig til intim nærhed. Masser af piger, der viser lidt af hvad de har at tilbyde. Så fik børnene udvidet deres horisont.

Varmen er tyk hele dagen, det letter lidt om aftenen. Der er andre end mig der er ude at gå tur om natten.

Halvvejs gennem ferien skifter vores venner boplads, da hytten de lejede i første uge, kun var ledig den ene uge. De lejer sig ind i en lejlighed, Villa Delle Rose, som nok er mere komfortabel, med fliser og aircondition, men mangler al italiensk charme. Ejerens hund står i en ret lille og simpel hundegård i haven, vi forarges over at hunden knapt kan bevæge sig, som dyr skal kunne, og over dens tilstand, pelsen hænger i store ildelugtende kager. Små dyr kravler synligt rundt om øjne og i pelsen.

Om aftenen flytter vi havemøblerne væk fra vindretningen, men vi kan alligevel lugte hunden, og har i vores væmmelse ondt af den. Jeg håber, af ren og skær medfølelse, at den er befriet for sit liv på nuværende tidspunkt.

Hver dag går vi forbi gadesælgere med et bredt udvalg af bælter, punge, solbriller eller service af forskellig art. Ann og jeg kommer forbi en smuk gadesælgerske, som vil flette Anns tykke hår, som går til buksekanten og varmer ryggen helt urimeligt i solen.

1½ time og 50 euro senere er der mange, mange, små lange fletninger, som letter lidt på det varme tæppe.

Vi finder hurtigt ud af at den delvist blottede hovedbund nu har brug for solcreme for ikke at blive skoldet på steder hvor solen sjældent skinner.

Dagen efter kører vi en tur rundt langs søen, far vil gerne til Riva. Endnu en by med små gader, cafeer, handlende. Bjerge så tæt på at jeg føler jeg må kunne række hånden ud og røre ved dem. Med huse der næsten ligner kulisser.

Vi går afslappede rundt og hygger os med hinandens selskab, køber nogle tasker til Ann og mig, og en pung til Thomas.

Min mor vil betale for småting i en butik, men får at vide at hendes 10 euro seddel er falsk. Hvilken butik hun fik den fra, er umuligt at vide. Det indlysende spørgsmål der må følge efter, vil jeg slet ikke stille…

Vi skal finde et sted at spise og finder først én restaurant, men synes den er snusket og lidt ulækker, så vi går en gade videre og finder noget lidt bedre, sætter os og bestiller, bare for at finde ud af at det er samme restaurant, bare to forskellige sider af huset. Griner lidt af det og får en rigtig god pizza og en øl.

Betragter min far som kan sidde i timevis og kigge ud over havnen. Mine børn placerer sig ved siden af ham, ingen siger noget, men man kan se de hører sammen. Jeg glæder mig over at vi ikke har nogen generationskløfter.

Onsdag d. 18. juli er vores sidste dag, i morgen skal vi hjem. Vi tager i Gardaland hele dagen med vennerne. Mor og far bliver på pladsen, men lover at hente os om aftenen. En god mindeværdig sidste dag, og det er både træls og godt det er den sidste, for stedet suger de sidste penge ud af lommen på os.

Hjemturen truer, jeg er slet ikke færdig med at suge til mig, af de oplevelser jeg skal leve højt på, indtil jeg kan komme af sted igen.

Jeg bliver nødt til at se mere af Italien. Flere italienere.