BOLIG, KØB, SALG, BOLIGKØB, HELÅRSBOLIGER

Værsgo: Et styk hus kvit og frit

Flag 03-11-19 ~Et minuts læsning · 205 ord

Affolkningen er forlængst kommet så vidt i de italienske landsbyer, at du flere steder har kunnet købe en ejendom for en slik. Nu melder den sicilianske by Cammarata i tilbudsræset. Her kan du i dette øjeblik blive husejer for det rene ingenting - altså 0 kroner.

Eneste krav er, at du med overtagelsen forpligter dig til at renovere huset senest tre år efter indflytningen. For at sikre dette, skal du lægge et depositum på EUR 5000 (DKK 37.000). Men du får hele beløbet tilbage, når du er færdig med at sætte huset i stand, oplyser CNN.

Der er ingen krav til, hvordan renoveringen skal foregå, eller hvad den skal ende med. Skulle du således have lyst til at indrette restaurant eller hotel, nu du er i gang, så bare klø på. Ingen vil lægge hindringer i vejen.

Cammarata ligger kun 60 km fra øens hovedstad, Palermo. Alligevel er byen i årevis blevet tømt for indbyggere, og dens historiske centrum forfalder. Det kan byens borgmester Vincenzo Giambrone ikke længere holde ud at se på. Derfor sælges ejendommene nu til foræringspris.

Målet med udsalget er først og fremmest at få liv i byen. Derfor vil de tomme huse især blive kastet efter børnefamilier, fremgår det af artiklen.

Skribentmail:

Mere info: https://ekstrabladet.dk/nyheder/samfund/italiensk-by-lokker-faa-et-hus-for-0-kr/7859102