Jeg har et småborgerlig livssyn. Jeg nyder næsten alt hva der er småborgerligt, - herunder årstidens friske råvarer. I vores by på Sicilien er der et fint udbud af råvarer. Ugentligt marked og næsten dagligt nogle der kører rundt i gaderne og råber om de afgrøder de sælger. Mange har også selv et jordlod uden for byen. Giovanni dyrker selv vin og oliven som man ikke behøver at vande. Men han har også en brønd så han kan dyrke grøntsaget og frugt,- overvejende citrus. Desuden er han ved at bygge et lille betonhus på jordloddet. Hans hus i byen er ikke så velegnet til daglig beboelse.
Når han besøger os i hans svigermors gamle hus, siger han som regel først ja tak, når vi byder på hans egen vin som han selv er kommet med. Det ved man hva er, - ingen sulfit og skit. Den smager også godt, kraftig med en tanke i retning af Marzala som jo ellers er en hedvin.
En dag sad vi og snakkede om vores hus og hvordan de for 43 år siden gennemgribende havde fornyet huset. Det er nok derfor vi ikke har hvælvinger i underste etage. Giovanni blev helt stille ved tanken om hvor mange penge der var brugt på renoveringen, - som nok er årsagen til at vi turde binde an med huset. Det er robust og godt bygget, - men overfladepus og tapeter er blevet lidt flossede.
Men i de 14 dage i maj vi var der nede fik vi gjort huset rimelig beboelig. Terrassen på plan 4 er nu indbydende, pudsrepareret og malet. Det mest tørstige træværk har fået maling. Nyt gaskomfur til 150 euro, køleskab 165 euro. Der var problemer med vandet, så vi havde 2 håndværkere flere aftner, - 3 vandhaner og 2 blandingsbatterier var kalket til og blev udskiftet, vandtanken på taget blev tømt og renset for en hel spand kalk. En ødelagt ventil (valvula) der var årsag til hele vandmysteriet blev diagnostiseret og udskiftet. Det var fruen der gennemskuede at der måtte være en ødelagt ventil , - dette blev fortalt til VVS-manden som så kunne forklare os at hele misæren var forårsaget af en valvula der var caput.
200 euro alt i alt incl. arbejdsløn. Pyha, tak. Det kan godt være at Giovanni har bedt om en almindelig afregning uden turisttillæg.
Supermario er et meget dejligt menneske. Første gang jeg mødte ham var det slet ikke ham selv jeg mødte , men hans vindruer, der stod på bordet da jeg vågnede. Det var i september 2010 hvor vi var nede at kigge på huse. Fruen var stået tidligt op og havde sat sig i solen på trappen til det hus vi havde lejet. Supermario havde været endnu tidligere oppe og var kommet hjem fra sit jordlod med vindruer. Dem skulle fruen have. Hver gang vi mødte ham ville han give en kop kaffe på en cafe, -men den gang havde vi så travlt med huskøbet. Da han hørte at vi havde købt hus forklarede han at der boede en rigtig violiniste i vores kommende kvarter. Vi sagde at vi havde hørt en spille på trompet,-men Neiiiinanananej , det var en rigtig violiniste der boede der. Supermario begyndte at spille på den mest følsomme luftviolin for at gøre os nordboere det forståeligt at det var en rigtig violiniste.
Vi lyste op da vi igen så ham på vores tur i mai 2011. Han stod og snakkede med nogle mænd midt i byen så hans mario-overskæg det vippede ( Center for Uforbeholdne Meninger). Vi ville ikke forstyrre. Men han fulgte efter os og sagde at nu måtte vi sidde og snakke lidt på en cafe. Fruen og jeg drak øl, men Mario skulle bare have kaffe. Han var blevet brokopereret og måtte derfor naturligvis ikke drikke alkohol i mange uger,- det havde doktoren sagt.
Det var svært at kommunikere, -han kan ikke engelsk og vi kan ikke italiensk. Med lidt fransk og nogle latinske ord gikk det dog.
Han arbejder i skoven med plantning og fældning. En skov vi faktisk kan se lidt af fra vores terrasse. Datteren har bagerforretning i byen og sønnen laver Fiat i Torino. Mario ville vise os sit paradis. Det var sent om aftenen og vi kørte afsted i hans Lancia. Vi stoppede i en mørk gade hvor han gikk ind i datterens mørke og lukkede bagerbutik og nuppede en lille stak kager. Herefter kørte vi mod nabobyen – ud i bjergene og for enden af en grusvej stoppede vi ved Marios jordlod, - familiearv. 2 glade hvalpe kom i møde og en lidt knotten morhund, - p.g.a. hvalpe forklarede Mario. Et primitivt jordlodhus hvor Mario kan overnatte, - et halvvejs udekøkken med kogeplade og vask, og en beholder til regnvandsopsamling. En stor terrasse overdækket af tagplader. Selv om det var mørkt var udsigten imponerende. Glitrende småbyer i bjergene næsten hele vejen rundt. Udsigten fra terrassen var kun begrænset af huset og Marios egne frugttræer der stod helt op til terrassen. Han hedder faktisk slet ikke Supermario. I sine yngre dage i Torino havde han skrevet en bog om filosofi. Vi skulle have et eksemplar. På forsiden er der en symbolik med Carl Marx og en mur der adskiller ham fra en tidligere pave med arbejdshjælm på. På bagsiden er der et billede af ham selv i sine yngre dage med hans rigtige navn og en lille beskrivelse af ham, - født i vores by. Hans gavmildhed og menneskelige varme fylder så meget at der ikke er plads til almindelig småborgerlighed. Vi skulle også have et glas af hans store fine oliven.
Giovannis kone er jo opvokset i vores lille hus. Sammen med forældre og 2 andre søskende. Stilen er små lokaler, fine terrassoflisegylve, blankpoleret mahogni-finer som er sprækket af tidens tand og billige prismelysekroner der trænger til reparation. Mange vil kalde det kitshed , ikke mindst p.g. a. en amagerlignende hylde med nips og en udmærket Jesus med elektrisk pære i.
Giovanni og konens byhus er også med blankpoleret mahogni og prismelysekroner, men der er ikke antydning af kich over det. Store højloftede lokaler, massivt blankpoleret mahogni i bedste kvalitet, med fineste finish. Flotte velpudsede prismelysekroner. Kvalitet lyser du af alt i hjemmet. Giovannis kone har bestemt alle detaljer og kvaliteter. 2 gæsteetager med køkkener og bade i fineste kvalitet står klar når børnene kommer hjem om sommeren. Børnene er jo engelændere og bosat der. Et af komfurerne er så flot og gennemført at jeg ikke kunne lade være at stryge hen over det. Det er fra Firense og koster incl omgivende marmorindbygning over halvdelen af vores hus.
Jeg mistænker Giovannis kone for at være kvikt-opfattende. Hun havde hurtig lært fint engelsk under den lange periode i England, trods det at hun havde brugt meget tid på at passe sin alzheimer-syge mor. Hun har en enorm energi og snakkelyst. Det fine hjem bliver støvet af daglig, - også gæsteetagerne. Der er faktisk ikke noget i huset der viser tegn på daglig brug. Ikke en karklud, ikke en tandstik og slet ikke et cigaretskod. Håndklæderne hænger som i et fint hotel man lige er kommet ind i. Da vi kom ud forventede vi næsten at der stod en Ferrari med Kanal Grande og Per Rialto i baggrunden. Men heldigvis var vi stadig i vores fredelige by på Sicilien.
Jeg synes ikke at huset harmonerer så godt med Giovanni, hans halvgamle Punto, skægstubbene og de Cesil-ligninde cigaretskod. Godt at han har sit jordlod og betonhuset som skulle være færdigt i løbet af sommeren.
Min tolvfingertarm fortæller mig at Giovanni er kommet ind på det engelske boligmarked for mange år siden på et gunstig tidspunkt. Og at han er kommet du af det for få år siden på et gunstig tidspunkt.
Bytossen er vellidt af alle. Han ser lidt spøjs ud og har en mærkelig stemme. Han er særlig aktiv når der er arrangement på det lille torv nær os ( byens største). Stole sættes frem o.s.v.
Til daglig klistrer han plakater op,- han limer byen sammen, som vi siger. Dels plakater om arrengementer , men også almindelige reklamer. Bl.a. reklame for Brunch på byens førende nyrestaurerede resteaurant. 8 euro per næse. Alskens lækkerier lavet originalt. Ingen alkohol, - muligvis en antydning i aperitivoen, men ellers mineralvand. I gårdhaven var der arrangeret med en gedeavlerfamilie der viste hvordan man man tager ostestoffet du af mælken og laver et afkog til ricotta til sidst. Livlig snak mellem de mange deltidssicilianere. Efterkommere af udflytterne efter at svovlminerne lukkede omkring 1963, - med ægtefæller fra deres nye land.
Nu ved jeg hvorfor der er så mange franske damer i byen. De har giftet sig hjem til forældrenes hjemstavn. Udvandringen gikk overvejende til Frankrig, England, USA og Canada. Mange kan være i byen i lange perioder p.g.a. IT-jobs. I byen mødte vi også en yngre amerikansk kvinde uden familiær tilknytning. Hun gikk og satte hus i stand, og var ret stolt af den blå farve på hendes gelænder. Huset var købt ubeset, - på billeder alene. Total indvendig renovering var i gang, så der også blev plads til hendes papirkunst. Hun lever af sit forfatterskab og papirkunsten, og bor derfor i Hongkong for at have den rette asiatiske inspiration. Men i Hongkong er der nogle måneder med meget trykkende varme, - så hun havde været nødt til at købe et hus på Sicilien, kunne vi forstå. Hun er engelsk gift, med IT-mand – praktisk.
Trompetisten spiller altid for åbne døre. Han øver sig, særlig på de svære triller. Sjældent før kl 18 eller efter 21. Han bor 2 hushjørner væk , så lyden er lige tilpas. Vi savner ham hvis han en enkelt dag svigter. Til gengæld hører vi ikke noget til nogen violiniste.
Vi er tiltagende glade for byen og huset, der er mer robust end vi turde håbe. TAK