I Italien er det ligesom i Frankrig udbredt, at man betaler et forholdsvist lavt officielt beløb efterfulgt af penge under bordet ved køb af en bolig. Sottodichiarazione, som fremgangsmåden hedder, er fristende for køberen, fordi en række skatter beregnes ud fra den officielle salgspris.
Ifølge Key Italia, sammenslutningen af italienske ejendomsmæglere, hedder tommelfingerreglen, at den officielle salgspris ikke må komme under 80-100 gange den skatteværdi, som ejendommen er vurderet i det officielle ejendomsregister.
Det sætter med andre ord en grænse for, hvor mange penge man kan komme af sted med at betale under bordet.
Især ved køb af jord, ligger sottodichiarazione lige til højrebenet, fordi skatten på agerjord er langt højere end på ejendomme i Italien. Metoden florerer da også mest på landet. Key Italia har således eksempler på, at den officielle salgspris er kommet helt ned på 35 pct. af den reelle salgspris. Men så risikerer man, at skattevæsenet fatter interesse for sagen.
Penge under bordet har dog været på retur, siden landets daværende ministerpræsident, Silvio Berlusconi, afskaffede kapitalvindingsskatten Invim i 2002. Hans afløser, Romano Prodi, overvejer dog at genindføre skatten, og så får pengene under bordet måske en renaissance i støvlelandet, fremgår det af artiklen.