Vejen bliver smallere og asfalten erstattes af grus. Eva Gandorf Michaelsen svinger elegant familiebilen mellem vinranker og oliventræer. Hun kender vejens kurver. Datteren Sofia går i børnehave i landsbyen for foden af bakken, så Eva tager turen mindst to gange om dagen. Gerne flere, hvis hun skal ordne ærinder i Lucca eller drikke kaffe med veninderne.

Hun vinker til en ældre dame, som går forbi.

»Hun kommer nogle gange med friske tomater,« siger Eva, mens hun parkerer bilen foran sit hjem, et stort restaureret stenhus med grønne træskodder. En gammel lade, forklarer Eva beskedent. Bygningens oprindelige struktur og materialer er blevet bevaret som mange af Toscanas oprindelige bygninger. Det samme gælder lufthullerne på ladens sider, som tidligere tjente til at tørre kornet. De er fra indersiden muret til eller dækket over med et vindue.

Det var egentlig ikke en del af Evas planer at flytte til Italien, forklarer hun, mens hun skærer en hjemmebagt æblekage for. Men så mødte hun CSC-cykelrytteren Lars Michaelsen gennem sit arbejde i et rejsebureau.

»Han boede på det tidspunkt i Frankrig, og jeg kunne jo godt se, at han ikke kunne bo i Danmark, fordi han havde brug for at træne i et mere fordelagtigt klima og i et udfordrende terræn.«

Eva besluttede, at hun kun ville med, hvis det blev Italien. Hun var vild med støvlelandet, beherskede sproget og havde gennem syv år arbejdet med udvikling, promovering og salg af rejser til Italien.

Sådan blev det, og efter grundig research kastede parret deres kærlighed på middelalderbyen Lucca i Toscana, et område, hvor også flere andre CSC-ryttere bor, bl.a. chefen, Bjarne Riis.

»Vi begyndte med at bo i et rækkehus to kilometer uden for Lucca. Det var anderledes, for der var naboer, som vi talte en del med, men vi ville begge gerne prøve at bo på landet med udsigt.«

Valget stod mellem noget, der skulle restaureres fra bunden, eller noget, som allerede var restaureret. De valgte det sidste, et hus fuldstændig gennemrestaureret af en arkitekt fra Parma få år inden, Eva og Lars købte det.

»Hvis man køber noget gammelt, er der mange regler og regulativer, man skal holde sig til. Væggene og vinduerne skal stå som på de oprindelige tegninger, og man skal bruge de samme materialer. Det ville blive et kæmpe projekt,« lyder begrundelsen for at købe noget, der allerede var sat i stand.

Alt tager tid

Den restaurerede lade er en blanding af nyt og gammelt. I stedet for de traditionelle fliser er gulvene af oliventræ, hvilket får huset til at virke lysere, hvorimod de mørke loftsbjælker er bibeholdt.

Selv om det meste er nyt, tager det tid at få det, som familien gerne vil have det, og efter to år er de stadig ikke kommet helt på plads.

»Det er virkelig et stort projekt, hvis man gerne vil gøre det ordentligt,« forklarer Eva.

I stuen sidder vinduerne f.eks. næsten oppe under taget, men det er ikke nemt at få lov til at lave nye, som sidder lavere, og før de er på plads, vil hun ikke begynde at købe møbler. Disse ting optager en stor del af Evas tid. For øjeblikket er hun ved at ordne tilladelserne til at lave ruinerne fra et lille kapel på deres grund om til garage og opbevaringsrum, så nogle af deres ting kan komme af vejen.

På øverste etage ligger en midlertidig stue og Lars og Evas soveværelse med panoramaudsigt over cypresser, kirketårne og olivenlunde.

Ved siden af sover datteren Sofia i et børneværelse med en hvid træseng og røde hjerteformede puder. På opslagstavlen hænger billeder af familie og venner, af far i cykeltøj og af Sofia i flyverdragt i den danske skovbørnehave, hvor hun gik et par måneder sidste vinter.

»Jeg har tænkt mig at tage billederne med ned i Sofias børnehave for at vise, hvordan en dansk skovbørnehave ser ud. Da Sofia begyndte, fortalte pædagogen mig, at børnene ofte legede ude, noget som ikke er en selvfølge i Italien, hvor man er bange for, at børnene bliver beskidte eller kommer galt af sted,« griner Eva, som ellers bestemt ikke har noget at brokke sig over, når det gælder den italienske børnepasning.

Forretningskvinde

Evas kontor er holdt i dansk stil med hvide hylder og Georg Jensen ur på væggen. En bog om CSC og diverse guider til Toscana står side om side på reolen. Det er herfra, Eva driver en lille virksomhed, der arrangerer cykelferier.

»Det der med kun at passe hus, det er ikke sjovt, når man er vant til at arbejde,« siger Eva.

Idéen med cykelferier kom naturligt, da Eva elsker at arrangere rejser og hendes mand at cykle.

»Det er rart at kunne give vores viden videre og være med til at give andre en god oplevelse ved at vise dem de dejlige områder, vi har lært at kende.«

Inspirationen kommer, når parret i deres fritid sammen kører rundt på forskellige vingårde og smager den lokale vin eller udforsker nye egne.

Eva og Lars har en aftale om, at inden deres datter skal begynde i skole, skal de have taget en beslutning om, hvor de skal bo. Eva savner familie og venner meget, og vægten tipper derfor mod Danmark. Men det er ikke nogen nem beslutning.

»Når man hører om det forår, de har haft, så får jeg slet ikke lyst til at vende hjem.«

Eva håber at kunne beholde huset, når familien rejser tilbage og går og pønser på at opføre en swimmingpool, så det bliver nemmere at leje ud, når familien ikke selv bruger huset.

»Så kan vi i det mindste nyde naturen og landskaberne i vores ferie,« siger hun.

Ved 14-tiden kører Eva ned for at hente sin datter, og som vi passerer vinstokke, cypresser og nysgerrige heste i vejkanten forstår man godt hendes dilemma.