I løbet af de seneste blot 8 år er huspriserne næsten fordoblet i Israel. Det har den israelske nationalbank, Bank of Israel, beregnet. Opgjort på en anden måde koster en bolig nu i gennemsnit 141 månedslønninger, hvor den i 2008 kunne erhverves for 103 månedslønninger.
Nationalbanken har forsøgt at tage kedlen af ilden ved at gøre det sværere at optage et realkreditlån, og finansminister Moshe Kahlon har argumenteret for ta sænke boligpriserne for nygifte par. Men den eneste holdbare løsning er og bliver en åbning for mere boligbyggeri, fremgår det af artiklen.
I øjeblikket bliver der bygget 43.000 boliger om året i Israel, og en stor del af dem skyder op i udkanten af Tel Aviv og Jerusalem. Men Israels befolkning vokser i en grad, så der er brug for 80.000 nye boliger om året, vurderer Doron Cohen, der er chef for Dun & Bradstreet i landet.
Byggeriet af boliger hæmmes dog af et bureaukrati, som slår alt. Mens det i Europa tager omkring 12 uger at få en tilladelse til at bygge en bolig, så tager det i Israel 11 år. Det viser en rapport fra Taub Center for Social Policy Studies in Israel. Desuden frigives der ifølge byggebranchen alt for lidt jord til byggeri. Den falder også tilbage på politikerne, efter som den israelske stat af historiske grunde ejer 90 pct. af al jord i landet.