Det er forbundet med livsfare at spise oksekød. I hvert fald i byen Bisara i den indiske delstat Uttar Pradesh. Forleden blev en af byens muslimske borgere, Mohammed Akhlaq, hevet ud af sit hjem og tæsket til døde med mursten af en ophidset menneskeflok, som havde hørt, at han havde spist det famøse kød.
Koen er hellig for de 80 pct. af indiens befolkning, der er hinduer. Dette har på det seneste givet voldsomme spændinger i forhold til det muslimske mindretal på 13 pct., svarende til 175 mio. mennesker, der netop spiser oksekød. F.eks. kan det koste op til fem års fængsel at sætte en oksebøf til livs i millionbyen Mumbai. Og i delstaten Maharashtra, som Mumbai ligger i, er både handel med kreaturer og slagtning af dem blevet forbudt.
I Ahmedabad, hovedstaden i Gujarat, er konflikten mellem de to befolningsgrupper kommet så vidt, at mange af byens muslimer er henvist til at leve i uhumske ghettoer - adskilt fra byens øvrige befolkning, fremgår det af artiklen.