Hong Kong har i mange år haft evnen til at tiltrække massevis af shopping-glade kinesere. Ikke mindst i den første uge af oktober, som hedder «den gyldne uge», hvor alle kinesere med penge på lommen rejser ud for at købe ind.
Den netop overståede «gyldne uge» ser dog allerede nu ud til at være lidt af en katastrofe for den tidligere engelske kronkoloni. Der kom 12 pct. færre turister end i samme uge 2014, og det gav sig omgående udslag i, at prisen for en overnatning på hotel faldt med 10-20 pct.
Nedgangen var størst blandt de rige kinesere, og det slog direkte igennem i omsætningstallene for de mest eksklusive butikker. De mest velbeslåede kinesere havde simpelthen valgt at shoppe i Japan og Sydkorea i stedet.
I det hele taget har Hong Kong mistet det tag i kineserne, som millionbyen fik, da det blev muligt for almindelige kinesere at rejse til udlandet. Desuden taber byens havn tærræn. Den er nu blevet overhalet af havnene i både Shenzhen og Ningbo på fastlandet, fremgår det af artiklen.