Salget af boliger er i frit fald i Hong Kong. I sidste weekend blev der kun solgt 1⁄6 af det antal, der blev solgt i forrige weekend, fremgår det af en opgørelse fra Centaline, der er det største ejendomsmæglerfirma i den tidligere britiske kronkoloni.
Den kraftige nedgang i boligsalget skyldes, at Hong Kongs myndigheder har gennemført en række stramninger, der skal forebygge en overophedning af boligmarkedet i byen.
For eksempel er kravet sat i vejret til den udbetaling, der skal præsteres. Der skal nu lægges en udbetaling på mindst 40 pct. af købesummen, og ved køb af en bolig til over DKK 12 mio. skal udbetalingen udgøre 50 pct. af prisen.
Desuden har myndighederne i den gamle koloni lagt en ekstra afgift på spekulative bolighandler. Hvis en bolig sælges mindre end seks måneder fra købstidspunktet, skal der således betales 15 pct. i skat af salgsprisen.
Indgrebet vil sænke antallet af ejendomshandler med 10-20 pct. i fjerde kvartal af 2010, lige som priserne vil falde med fem pct., forudser Centaline ifølge artiklen.