Grækenland må finde sig i den lidet flatterende bedømmelse, at jobbene i landet er de dårligste i Europa. Det fremgår ifølge artiklen af en opgørelse fra noget, der hedder ELNEP.
ELNEP har blandt andet set på mulighederne for at videreuddanne sig og gøre karriere, det fysiske og psykiske arbejdsmiljø og mulighederne for at få en arbejdstid, hvor arbejdsliv og privatliv hænger sammen. Alle de valgte målepunkter er så slået sammen til et enkelt indekstal, som skal beskrive jobkvaliteten i hvert enkelt land i henhodsvis 2000 og 2006.
Grækenland kommer ud med et indeks på ca. 0,25 i 2006, og det er det klart laveste tal for jobkvaliteten i Europa. Det næstdårligst placerede land, Portugal, kommer ud med et indekstal på ca. 0,35.
I den anden ende af skalen finder vi såmænd Danmark, hvor jobkvaliteten er helt oppe på ca. 0,8 - eller tre gange så højt som den græske, fremgår det af artiklen.