PENSION, OPSPARING, PRAKTISK

Bank inddrager kreditkort fra Gibraltar-afdeling

Flag 15-08-07 ~Et minuts læsning · 177 ord

Det er nu slut med at få eller have et kreditkort i Jyske Banks afdeling på Gibraltar. Banken er holdt op med at udstede nye kreditkort til danskere og udlandsdanskere, som henvender sig direkte til afdelingen på Gibraltar. Desuden inddrager banken kreditkort fra afdelingen fra udlandsdanskere, der er vendt tilbage til Danmark.

Dermed er det ikke længere muligt for de danskere, som personligt eller gennem et firma har brugt skattefrie penge ved at hæve direkte på deres Jyske Bank Gibraltar-kort.

Indgrebet er en udløber af det danske skattevæsens jagt på danskere med skjulte formuer i udlandet. Aktionen har afsløret, at Jyske Bank-kunder har brugt deres udenlandske kreditkort i Danmark, og Jyske Banks afdeling på Gibraltar er kommet under mistanke for indirekte at medvirke til skattesnyd.

Det er ikke ulovligt for danskere at have et kreditkort i Jyske Bank på Gibraltar. Men det frister til misbrug, lyder forklaringen fra direktør Per Munkholm Poulsen, Jyske Bank.

Chefkonsulent Peter Nørregaard fra Skat er godt tilfreds med Jyske Banks skridt. Det er også, hvad andre banker gør, siger han ifølge artiklen.

Skribentmail: