Den danske lovgivning har et smuthul, som giver mulighed for at bruge en del af sin pensionsopsparing til køb af f.eks. en udenlandsk feriebolig - f.eks. ved den franske riviera - med fuldt lovligt fradrag i din topskat. Det betyder, at du får 60 pct. af drømmeboligen betalt af skattefar, fortæller Torben Busekist fra Riviera Homes i Cannes.
Kravet er, at du skal oprette et unoteret selskab, i Frankrig et SCI, til at stå som ejer af boligen. Selskabet skal du stifte sammen med mindst fire andre personer, som gerne må være familie, fordi man højest må eje 24 pct. af selskabet. Herefter kan du investere op til 20 pct. af din pensionsformue i selskabet.
Samtidig kan du og de øvrige ejere af selskabet nu selv leje ejendommen, og det skal ske på markedsvilkår. Men lejeudgiften er reelt blot penge, som går fra din ene lomme til den anden. Udgiften til leje af boligen kommer jo til at indgå i selskabets overskud, som igen fordeles ud på dig og de øvrige ejere.
Hvis der skulle opstå underskud i selskabet, kan tabet trækkes fra i den samlede pensionsformue, fremgår det af artiklen.