JOB, SKATTER, AFGIFTER

Slut med 75 pct. i skat fra nytår

Flag 30-12-14 ~2 minutters læsning · 217 ord

Den franske regerings millionærskat lakker mod enden. Fra 1-1-15 stopper den franske stat med at inddrive 75 pct. i skat fra landets rigeste. Skatten er nemlig midlertidig, forklarede Manuel Valls, landets premierminister, på et møde i London i oktober.

Alligevel har den udskældte skat haft stor effekt i sin to år lange levetid. Ikke - som det var hensigten - på statens indtægter. Journalisten Laurent Mauduit opgør statens samlede udbytte til cirka EUR 420 mio. Til gengæld har skatten haft stor effekt på lysten til at flygte ud af landet og tage sine penge med sig. Alene EUR 17 mia. - altså 40 gange så mange penge - er blevet flyttet til Belgien på grund af skatten, vurderer den belgiske finansavis L’Echo.

Udflagningen af de mange penge skyldes bl.a., 10 af de 100 rigeste franskmænd har valgt at flytte til Belgien for at slippe for millionærskatten. Det gælder bl.a. nummer tre på listen, Mulliez-familien, som ejer supermarkedskæden Auchamp. Desuden har Frnkrigs rigeste mand, Bernard Arnault, leder af Vuitton-imperiet, valgt at flytte sin formue til Belgien.

Mest kendt blev det nok, at skuespilleren Gérard Depardieu valgte at flygte til Belgien på grund af millionærskatten. Forlydender vil ifølge artiklen også vide, at skatten var tæt på at jage Zlatan Ibrahimovic, den svenske fodboldstjerne i Paris Saint-Germain, ud af landet.

Skribentmail: