Den franske præsident Francois Hollande har været under massivt pres for at droppe sin planlagte skat på 75 pct. for indtægter over EUR 1 mio. (DKK 7,5 mio.) om året. Herunder især de professionelle fodboldspillere i landet. Men præsidenten slår nu fast, at der ikke bliver noget skatte-amnesti for folk, der ernærer sig ved at sparke til en bold.
Luksus-skatten, som det nye tiltag også kaldes, har allerede fået mange franskmænd med tegnebogen i orden til at udvandre. Heriblandt skuespilleren Gérard Dépardieu, som har flyttet sine teltpæle ind over grænsen til Belgien.
75-pct. skatten skal først vedtages i den franske nationalforsamling her i november 2013, og den pålægges ikke privatpersoner. I stedet opkræves den hos de pågældende personers arbejdsgivere. Det betyder bl.a., at de franske fodboldklubber skal op med EUR 40 mio. (DKK 300 mio.) ekstra om året i skat.
Regningen til fodboldklubberne har fået både klubber og spiller op af stolen i en grad, så de har varslet strejke i den sidste uge af november. Selv om strejker på ingen måde er noget ukendt fænomen i Frankrig, så har der ikke været nogen lignende strejke inden for fodbold siden 1972, fremgår det af artiklen.