GENERELLE, FORHOLD, SKATTER, AFGIFTER, FORMUESKAT

Beregningsgrundlag for formueskat

Flag ARTIKEL 11-11-06 ~3 minutters læsning · 469 ord

I medfør af § L 23-A i Den Franske Lovbog om Skattesager, der omhandler kontrol og verificering af formueskat, kan skattevæsenet anmode en skattepligtig om forklaringer og dokumentation for forhold, der er hjemlet i § L16. Det fremgår af denne paragraf, at skattemyndighederne kan anmode om dokumentation for en skatteborgers skattemæssige situation, familiens udgifter samt udgifter, der fritages fra den samlede nettoindkomst eller som giver adgang til en nedsættelse af indkomstskat. Skattemyndighederne kan ligeledes anmode om dokumentation for alle elementer, der tjener til basis for fastlæggelse af indtægter.

Det påhviler skattemyndighederne at bevise, at skatteborgeren kan have rådet over indtægter, der er højere end dem, der er opgivet. Den omstændighed, at en bevisbyrde for en eventuel for høj skatteansættelse påhviler skatteborgeren, fritager ikke skattevæsenet for at skulle bevise, at den var i sin gode ret til at foretage anmodning om bevisførelse.

Kontis realisationsværdi skal opgøres til datoen for beskatningsgrundlaget. For så vidt angår fast ejendom skal der indhentes en reel handelsværdi under faktiske omstændigheder for selvsamme dato. For nu at uddybe denne regel nærmere anføres det, at en realisationsværdi ikke må fastsættes på grundlag af reglerne for en eventuel ekspropriationsgodtgørelse, selvom denne er fastsat senere end datoen for beskatningsgrundlaget.

Skattemyndighederne fremlægger hvert formueskatteår passende sammenligningsforhold.

Formueskat pålagt skattepligtige med fast bopæl i Frankrig nedsættes med forskelsbeløbet mellem den samlede skat og den skat, der skal betales i Frankrig og i udlandet. Det baseres på indkomster og indtægter fra det foregående år.

I medfør af § 885-D i Den Franske Lovbog for Generelt om Skat fastsættes beregningsgrundlaget som nettoværdien per 1. januar for det følgende år. Det gælder al ejendom, rettigheder og andre skattepligtige værdier.

Formueskatten pålignes for beløb over 750.000,00 Euros (2006). Fast ejendom i Frankrig er undergivet krav om formuebeskatning uanset om man har fast bopæl i Frankrig eller ej. For fysiske personer med fast bopæl i Frankrig, og som ejer fast ejendom uden for Frankrig, pålignes også formueskat når aktivets værdi er i området for formuebeskatning.

Der gælder samme regler ved ejerskifteafgifter som ved død, herunder samme sanktionsadgang.

Erhvervsmæssige værdier, der er nødvendige for udførelse af primær erhvervsaktivitet, fx. industriel, handelsmæssig, håndværksmæssig, landbrugsmæssig aktivitet, men også liberale erhverv, betragtes som erhvervsmæssige aktiver og friholdes for formueskat.

I medfør af § 885 i Den Franske Lovbog for Generelt om Skat omfattes antikviteter, kunstgenstande eller samlerobjekter samt rettigheder fra litterær eller kunstnerisk gengivelse ikke i beskatningsgrundlaget for formueskat. Det samme gælder rettigheder fra immaterialret (fx opfinders rettigheder). Renter eller godtgørelse modtaget som erstatning for legemsbeskadigelse i forbindelse med en ulykke eller en sygdom holdes også udenfor ved beregning af formuebeskatning.

Spørgsmålet om kunstneriske rettigheder var fornyelig relevant med hensyn til indtægter fra en forfatters litterære produktion. Den Franske Højesteret (Paris) har med afgørelsen C. Cass.Com 13. dec. 2005 fastslået, at fordringer på indtægter ikke indgår i beregningsgrundlaget for formueskat.

Mere info: http://www.brahin-klinker.com/articles/formueskat_beregning.html