Mens store dele af verden oplever faldende priser på boliger, så kan Nice og Cannes ved den franske riviera glæde sig over, at prisfaldet aldrig er nået hertil.
De to byer ligger i departementet Alpes-Maritimes, hvor huse og villaer er steget med 0,9 pct. i gennemsnit fra første halvår 2008 til første halvår 2009, mens lejlighederne i departementet er blevet 1,4 pct. dyrere i den samme periode. Det fremgår af de officielle tal fra de franske notarers landsorganisation.
Tidligere skød boligpriserne i området i vejret med mellem 12 og 18 pct. om året, og den tid er trods alt forbi. Men prisudviklingen har aldrig været nede i det minus, som har ramt store dele af den øvrige verden.
De dyreste boliger i Alpes-Maritimes findes langs Promenade des Anglais i Nice, hvor du må op med DKK 40.000 for at blive ejer af en gennemsnitlig kvadratmeter. Inde i baglandet kan du dog købe en kvadratmeter for det halve, fremgår det af artiklen.