Take Off - Daily
Millionærer åbner nyt dansk rejsebureau
To tidligere rejsebureaudirektører går sammen om nyt dansk rejsebureau.
Danmark får nyt charterrejsebureau, Primo Tours. Det begynder til maj at sende gæster fra i første omgang Billund til Bulgarien, Grækenland, Spanien og Tyrkiet. Der flyves med Cimber Sterling eller Jet Time, der er tilbud fra begge danske flyselskaber. Primo forventer 10.000 gæster det første år – én procent af det årlige antal charterrejsende fra danske lufthavne.
Bag Primo står 45-årige Henrik Søndergaard, medstifter, tidligere business-direktør og medejer af Bravo Tours, samt 33-årige Bjarke Hansen, tidligere direktør og medejer af Højmark Rejser. Nu åbner de sammen Primo Tours i Ringkøbing med under ti ansatte til at begynde med. Hertil kommer ca. 20 rejseledere.
”Efter at jeg for to år siden stoppede i Bravo Tours, var jeg indtil for en måned siden konsulent for bureauet. Jeg havde min mest vidunderlige tid, men blev træt af at spille golf. Jeg føler mig som en gammel cirkushest, jeg savnede rejsebranchen. Nogle af mine penge fra salget af Bravo Tours skal ”brændes af” på Primo Tours. Bjarke og jeg har i nogle måneder undersøgt markedet og fundet priser, der har overrasket os – mange hoteller giver pga. krisen priser, som gør, at vi tør gå ind,” siger Henrik Søndergaard til Take Off og tilføjer, at han og Bjarke Hansen ligeligt ejer Primo, der forventer at sælge over 50 % på nettet.
Sammen med den anden medstifter af Bravo Tours, Peder Hornshøj, der stadig er adm. direktør i Bravo, solgte de i 2005 Bravo til islandske Primera Travel Group for skønsmæssigt 100 mio. kr.
Henrik Søndergaard er med 48 mio. kr. nr. 12 på rejsebranchens millionærliste i Ole Egholms seneste analyse af den danske rejsebranche. Bjarke Hansen er også på listen. Godt nok er hans pengetank negativ med 4,7 mio. kr., men han har likvider for over 26 mio. kr.
Rejsebrancheanalytiker Ole Egholm siger til Take Off om Primo Tours: ”Det er hammerspændende, Henrik og Bjarke forekommer mig at være knalddygtige, de etablerede charterbureauer skal virkelig tage denne nye konkurrent alvorligt.”
Kilde:
Take Off