48 pct. - eller næsten hver anden voksne dansker - er nu i en eller anden grad parat til at flytte ud i Europa for at arbejde. Dermed er lysten til at få et job i Europa næsten fordoblet siden 2008, hvor andelen lå på 27 pct. Det viser en undersøgelse, som Dansk Erhverv har fået lavet hos Capacent.
I 2008 kunne folk få næsten det job, som de havde lyst til, men i dag skal de fleste kikke længere efter drømmejobbet. Derfor er den økonomiske krise den naturlige forklaring på, at folk er klar til at rejse længere for at få et job, lyder kommentaren fra Anders Frederiksen, der er lektor på Handelshøjskolen i Århus.
Spørges der til, om folk vil flytte uden for Europa for at arbejde, falder ja-sigernes andel til 37 pct. Af de rejselystne svarer 71 pct., at de drives af lysten til at opleve en anden kultur. Men mange angiver også muligheden for at dygtiggøre sig og få en højere løn som årsag til, at de gerne vil arbejde i udlandet.
Professor Per Kongshøj Madsen fra Aalborg Universitet har forsket i danskernes udvandring, og han er kommet frem til, at mange af danskerne vender tilbage igen. Og det vil de fortsat gøre, når der blot er et arbejdsmarked, som venter på dem.
Helt så let tror Mads Lundby Hansen, vicedirektør i tænketanken Cepos, dog ikke, det bliver at få danskerne tilbage, når de først har været i udlandet. Det danske skattetryk er verdens højeste, og det vil altid være en faktor, som får danskerne til at blive i udlandet, siger han i artiklen.
Læs evt. mere om Capacents undersøgelse på:
http://www.danskerhverv.dk/Nyheder/Sider/Markant-aendring-paa-kun-et-aar.aspx