INVESTERING, SKATTER, AFGIFTER

Har fået to måneder til at slutte diskrimination af udenlandske fonde

Flag 27-04-13 ~Et minuts læsning · 160 ord

Udbyttebetalende investeringsfonde fra Danmark behøver typisk ikke betale skat til Danmark, men udenlandske fonde skal betale udbytteskat til Danmark. Det er en forskelsbehandling, som EU længe har været utilfreds med, og nu har EU Kommissionen givet den danske stat to måneder til at bringe diskriminationen til ophør. Sker det ikke, bliver staten stillet for EF-Domstolen.

EU kritiserede den danske stat for forskelsbehandlingen i 2012. Ved den lejlighed erkendte Skatteministeriet, at der er tale om en forskelsbehandling. Men ministeriet argumenterede for, at den var rimelig, fordi den sikrer «sammenængen i beskatningsordningen og en afbalanceret fordeling af beskatningskompetencen».

Argumentet om et sammenhængende skattesystem bliver ikke længere købt pr. automatik af EU-systemet. Og genoptagelsen af sagen viser ifølge advokat Anders Oreby Hansen, der er partner hos Bech-Bruun, at EU-Kommissionen ikke har bidt på de danske argumenter.

Hvis danske og udenlandske investeringsforeninger ligestilles over for det danske skattevæsen, vil det åbne for adgangen til over 30.000 afdelinger af europæiske investeringsforeninger, fremgår det af artiklen.

Skribentmail: