Den muslimske fastetid - ramadanen - er ikke blot ensbetydende med den daglige pause i spisningen. Elforsyningen tager sig også en pause.
I Kairo er der typisk strømafbrydelse hver dag kl. ca. 21 og en halv time frem under ramadanen. Sådan var det i både 2011 og 2012.
Problemet er så stort, at skribenten ikke tør tage en elevator omkring det risikable tidspunkt af frygt for at blive «fanget» på vej op eller ned.
Strømsvigtene under ramadanen har i 2012 ramt hele Egypten, og de går for at være de værste i mands minde. I flere provinser skete mørkelægningen flere gange om dagen og varede op til fem timer ad gangen.
Den officielle forklaring er, at kraftværkerne ikke kan følge med, når landets muslimer sætter sig til at spise på én gang efter en dags ramadan-faste. Men mange egyptere tror ikke på forklaringen, og i 2012 har der været demonstrationer mod strømafbrydelserne, fremgår det af artiklen.