REJSE, TRANSPORT, KØB, SALG, LEDELSE, FLY

DRF: Rejsegarantifondsloven skal ændres

Flag 07-05-12 ~2 minutters læsning · 278 ord

Cimbers krak betyder at tusindvis af danskere atter mister deres flyrejse. Danmarks Rejsebureau Forenings medlemmer skal ikke betale for passagerer, der selv har fravalgt konkursforsikring, siger DRF.

Cimber Sterlings konkurs er tredje gang i år, at et større europæisk flyselskab krakker, og tusindvis af danskere mister deres rejse og penge, fordi de står uden en konkursforsikring. I januar krakkede Spanair fra Star Alliance, måneden efter ungarske Malev fra Oneworld.

”Rejsegarantifondsloven skal sikre de danske forbrugere mod et rejsebureaus konkurs. Så det cementerer akut behov for at ændre loven, når forbrugerne atter lades i stikken,” siger Lars Thykier (foto), adm. direktør i Danmarks Rejsebureau Forening.

Han understregede søndag overfor takeoff.dk, at ferierejsende, der har købt en ren flybillet – flight only – hos rejsebureauet og har fravalgt konkursforsikringen, ikke kan få deres penge igen fra rejsebureauet.

”Det er vi klar til en retssag om,” sagde han.

Med den nuværende lovgivning er over en tredjedel af de flyselskaber, der flyver ud og ind af Danmark, ikke omfattet af rejsegarantifondsordningen. Og det er ikke holdbart, mener Lars Thykier:

”Dels skaber det usikkerhed om, hvornår og hvorvidt forbrugerne kan få deres penge tilbage. Samtidig skaber det ulige konkurrencevilkår, når ikke alle flyselskaber på det danske marked, er underlagt samme regler,” siger han.

For to år siden blev loven ændret, så forbrugerne skulle have mulighed for at sikre sig mod flyselskabers konkurs. Ændringen kom efter Sterlings krak i oktober 2008.

Men forbrugerne skal selv købe dækningen og er dermed ikke automatisk dækket, som det er tilfældet med pakkerejser. Desuden tilbydes kun ferierejsende denne dækning. Og endelig er det kun udbydere af flybilletter, der er etableret i Danmark, der skal udbyde den, sammenfatter DRF.

Skribentmail:

Mere info: http://www.takeoff.dk/news/22992