Helen Sjösten har skiftet jobbet i Malmö, hvor hun bor, ud med et job som togstewardesse hos DSB i Danmark. Og det er hun vældig godt tilfreds med. Bl.a. fordi lønnen er den dobbelte i forhold til den, hun fik i Sverige.
Samtidig med arbejdet studerer skåningen dansk, og det er lidt hårdt med alle de accenter, som sproget rummer, indrømmer hun. Men ellers har hun kun godt at sige om jobskiftet hen over Øresund, og danskerne er søde, siger hun.
Faktisk vil Helen Sjösten ikke afvise, at hun en dag flytter til Danmark. Nok ikke til hovedstadsområdet eller Sjælland, for her er alting vanvittig dyrt, mener hun. Så hellere til Jylland eller Fyn, hvor der er mulighed for at finde en billig lejlighed. Hun har faktisk allerede set sig lidt lun på Fredericia, fremgår det af artiklen.