Bulgarien er klart det billigste land at gøre sine indkøb i sammenlignet med alle de øvrige 26 lande i EU. Faktisk kan forbrugsvarer i Bulgarien købes til under halv pris i forhold til EU generelt.
En ny opgørelse fra Danmarks Statistik viser, at en indkøbskurv med husholdningsvarer kun koster DKK 45 i Bulgarien, når den samme kurv i EU som helhed koster DKK 100.
Dermed er Bulgarien klart billigere end selv det næstbilligste forbruger-land, som er Litauen, hvor den samme kurv med varer løber op i DKK 57. Herefter følger i øvrigt Rumænien og Slovakiet, hvor de samme varer koster en krone mere end i Litauen.
Priserne i Skandinavien ligger i den diametralt modsatte ende af listen. Danmark skiller sig lige så klart ud som Bulgarien - blot med modsat fortegn. Danmark er nemlig det suverænt dyreste land i EU at lægge sine indkøb i. Indkøbskurven fra før koster således DKK 139 - eller mere end tre gange den bulgarske pris - i landet med den lille havfrue.
I det næstdyreste EU-land, Irland, kan de samme varer fås for DKK 125, mens Finland følger efter på tredjepladsen med en pris på DKK 122.
Sverige indtager pladsen som det fjerdedyreste land at være forbruger i inden for EU. Her koster den samme indkøbskurv DKK 118.
Af landene uden for EU, ligger forbrugerpriserne i Norge og Island på niveau med de danske, fremgår det af artiklen.