På langt sigt - ja, det helt lange sigt - er Australien det land blandt verdens største industrilande, hvor køb af aktier giver det bedste afkast.
London Business School har for firmaet ABN AMRO lavet en sammenligning af afkastet på aktier og obligationer i 18 lande helt fra år 1900 til 2007. Over det lange spand af år har aktierne fra Australien i gennemsnit givet et afkast på 7,9 pct. om året, og det er der ingen hverken aktier eller obligationer fra nogen af de 17 andre lande i sammenligningen, der kan slå.
Tages hele verden under ét har aktierne i gennemsnit givet et afkast på 5,8 pct. i de 107 år, som undersøgelsen dækker. Tilsvarende når afkastet på obligationer kun op på 1,7 pct. om året i gennemsnit.
I Australien er det endnu dårligere at sætte sine penge i obligationer, som kun har givet 1,3 pct. i årligt afkast i de mange år.
Danmark topper i øvrigt på obligationssiden med et årligt afkast på 3,0 pct. Til gengæld når afkastet på danske aktier kun op på 5,3 pct. om året - eller lidt under verdensgennemsnittet, fremgår det af artiklen.