Danske studerende kritiseres for ikke at være internationale nok. Men vi vil gerne ud, lyder det fra de studerende, der klager over alt for meget administrativt bøvl ved udveksling.
Danske studerende er for dovne og er slet ikke internationale nok.
Kritikken er haglet ned over de danske studerende i serien Danmark A/S, hvor dansk erhvervsliv og store danske virksomheder som Grundfos, Vestas og Lego har dumpet de unge.
Modsvaret er kommet massivt fra stribevis af studerende, der har henvendt sig til Berlingske og klaget over, at læssevis af regler og administrativt bøvl gør det svært at komme til udlandet og få den efterspurgte internationale erfaring.
To af de studerende står i dag frem i Berlingske og fortæller om de mange praktiske problemer, der er forbundet med ønsket om at studere i udlandet, og hos Danske Studerendes Fællesråd mener formand Magnus Pedersen, at der er alt for mange forhindringer, når danske studerende søger mod udlandet for at studere.
Vanskeligt at planlægge
»I nogle tilfælde skal man nærmest være synsk for at planlægge sit udlandsophold. Det er ofte et år eller halvandet ud i fremtiden, man skal planlægge for overhovedet at kunne få merit og komme ud. Det kan være svært at planlægge så langt ud i fremtiden, da du ikke ved, hvordan din økonomi eller dit studie hænger sammen på det tidspunkt,« siger Magnus Pedersen, der samtidig peger på den såkaldte Toefl-test (Test of English as a Foreign Language) som en stor barriere for mange.
»Det er absurd, at man skal punge ud for at studere i udlandet. Hvis politikerne ønsker, at flere skal til udlandet, burde man ikke skulle betale 250 dollar for testen, som er meget på et skrabet studiebudget.«
Tidligere skulle man tage til Sverige for at få lavet sprogtesten. Nu kan det klares i København, men det er stadig et problem for studerende fra resten af landet, og samtidig udbydes testen meget sjældent.
»Der er et stort arbejde, som alene ligger på de studerendes skuldre. Man får råd og vejledning, men der er mange ansøgninger og forhåndsgodkendelser, der skal sendes af sted. Der er temmelig meget administrativt bøvl,« siger Magnus Pedersen, der dog har flere klare opfodringer til at gøre systemet mere smidigt for studerende med udlængsel:
»Vi arbejder med, at man kan lægge noget af arbejdet andre steder end på de studerendes skuldre. Derudover burde man måske lave et mere klart godkendelsessystem, og endelig opfordrer vi til, at Toefl-testen skal være gratis og udbydes hyppigere,« siger Magnus Pedersen.
Styrelse: Det er blevet nemmere
Hos Styrelsen for International Uddannelse anerkender kontorchef Lia Leffland, at det rent administrative ved udveksling kan være en stor opgave for mange studerende. Men bøvlet er blevet markant mindre, mener hun.
»Det er blevet nemmere at komme på udveksling. Både universiteter, professionshøjskoler og erhvervsakademier arbejder målrettet på at få flere danske studerende ud. Men der ligger noget benarbejde hos de studerende selv, og man skal gå i gang i god tid,« siger Lia Leffland og peger på, at billedet varierer meget, når man ser på de forskellige uddannelsesinstitutioner.
»Men generelt vil jeg sige, at tingene i Danmark kører ret smidigt i forhold til meritgivning og forhåndsgodkendelse. Men man er selvfølgelig afhængig af, at det er de lokale studienævn, der skal godkende merit, og det kan opleves som vanskeligt nogle steder,« konstaterer hun.
Styrelsen for International Uddannelse kører lige nu kampagnen http://www.gribverden.dk for at få flere studerende til at rejse ud.