UDDANNELSE, FORSKNING, ØKONOMI, BUREAUKRATI, STUDIEOPHOLD

Besværligt at få stipendier til studieophold

Flag 02-08-10 ~2 minutters læsning · 223 ord

Siden 2008 har danske studerende haft mulighed for at gennemføre det hele eller en del af deres uddannelse i udlandet - med alle studieafgifter betalt af den danske stat.

Problemet er blot, at det koster en hel del bøvl for den studerende at få pengene udbetalt fra staten. Det fremgår af en evaluering, som Videnskabsministeriet og Undervisningsministeriet har lavet.

Et eksempel er, at de studerende skal bruge meget tid på at samle dokumentation for studieopholdet i form af gennemførte betalinger, pris og optagelse, lyder erfaringen hos Syddansk Universitet.

I visse tilfælde kan de studerende risikere, at de skal lægge ud i en periode, inden de får pengene refunderet. Danske Studerendes fællesråd har således fået flere henvendelser fra studerende, som stadig har penge til gode hos den danske stat efter et års studieophold i udlandet. Det drejer sig især om personer, som har været på «summer school».

Hvis man gør stipendieordningen mindre bureaukratisk, er jeg overbevist om, at flere vil benytte den, siger Mikkel Zeuthen, der er formand for Danske Studerendes Fællesråd.

Til dato har 850 danske studerende benyttet sig af udlands-stipendieordningen. Stipendierne dækker udgifterne til alt fra et kortere studieophold til gennemførelse af en hel kandidatuddannelse i udlandet. Stipendiet kan dog ikke blive større end det taxameterbeløb, som en dansk uddannelsesinstitution får udbetalt til af afvikle en lignende uddannelse, fremgår det af artiklen.

Skribentmail: