Skattevæsenet udvider nu sin indsats i jagten på danskere med indeståender på konti i udlandet.
Jagten foregår på den måde, at Skat opsporer ekstraordinært store forbrug ved at granske folks køb med kreditkort. I 2006 fokuserede Skat på danskere med et kreditkortforbrug på mindst 500.000 DKK - ofte fordelt på flere eller mange kreditkort. Men her i 2007 udvides indsatsen, så forbrug ned til 200.000 DKK kommer i søgelyset.
Det er ikke strafbart at bruge mange penge, men de store forbrug knytter sig nogle gange til, at forbrugeren har betydelige indeståender på konti i udlandet. Indeståender som ikke er opgivet på selvangivelsen, sådan som man skal.
I 2006 førte indsatsen Skat på sporet af 560 danskere, som havde overtrådt reglerne. Og i 2007 til dato har skattevæsenet fundet endnu 160.
Næsten ingen af de fundne personer er gamle kendinge fra det kriminelle miljø. Det er i stedet alt fra finansfolk, fodboldspillere og konsulenter til professorer og selvstændige inden for håndværk og IT. Kort sagt: Ganske almindelige danskere, fremgår det af artiklen.