Studerende, der gerne vil arbejde i udlandet, kommer ofte alt for sent i gang med at forberede sig på den internationale karriere. Det mener i hvert fald Jean-Marc Hackey, som har skrevet bogen «The BIG Guide to Living and Working Overseas».
Det er f.eks. en god idé allerede som ung at tage et sommerferiejob og/eller et kursus i udlandet, lige som det er godt at have smagt på en tilværelse i udlandet ved at være udvekslingsstudent. Arbejdsgivere, som ansætter folk til internationale job, sætter nemlig pris på ansøgere, der kender til et internationalt arbejdsklima, mener bog-forfatteren.
Samtidig er det en god idé inden jobsøgningen i udlandet at dyrke personlige kontakter i det pågældende land.
Endelig står du dig godt ved at slå på dine personlige egenskaber i en ansøgning til et job i udlandet. Mere end i en ansøgning til et job i dit hjemland. Især værdsætter de internationale arbejdsgivere, hvis du viser, at du er parat til forandringer. At kunne tilpasse sig forskellige kulturer er nemlig et plus, når det skal besluttes, om du egner dig til at bestride et job i udlandet, fremgår det af artiklen.