JOB, SKATTER, AFGIFTER, UDSTATIONERING

Statens udsendte får i snit DKK 392.000 om året i skattefrie tillæg

Flag 24-10-12 ~2 minutters læsning · 266 ord

Udstationerede danskere i private virksomheder, nødhjælpsorganisationer, regioner og kommuner skal fra nytår til at betale fuld skat i Danmark, selv om de bor og arbejder hovedparten af året i udlandet. Det skyldes, at den nye skattereform ophæver ligningslovens §33A, som hidtil har givet danskere med arbejde i udlandet lov til at slippe for dansk skat.

Men en enkelt gruppe af udstationerede rammes ikke af stramningen på skatteskruen: Medarbejdere, som er udstationeret for den danske stat.

Statsansatte i udlandet får endda lov til samtidig at beholde deres skattefrie udetillæg, som p.t. udgør i gennemsnit DKK 392.000 om året pr. person, fremgår det af tal fra Udenrigsministeriet. Ministeriet oplyser, at 457 personer i øjeblikket modtager det pågældende tillæg.

Berlingske skriver, at avisen har kendskab til et dansk ministerium, som oven i den almindelige løn betaler en udstationeret medarbejder DKK 360.000 om året til dækning af udgifter og endnu DKK 360.000 om året til bolig. Desuden modtager den udstationerede DKK 80.000 kroner om året pr. barn til skolegang samt en række mindre beløb. Alt i alt løber alene tillæggene til lønnen op i DKK 1.000.000 om året - skattefrit.

Forskellen på vilkårene for udstationering af statsansatte og alle andre er ikke rimelig, mener Jan Pedersen, der er dr.jur. og ekspert i skatteret ved Aarhus Universitet.

Esbjerg-borgmester Johnny Søtrup (V), som også er formand for Region Syddanmarks kontor i Bruxelles, går skridtet videre, og kalder forskellen for «det værste hykleri» og «særbehandling».

Skatteminister Holger K. Nielsen (SF) mener dog fortsat, at det er rimeligt at fjerne den famøse paragraf i ligningsloven. Men han tager bekymringen alvorligt, fremgår det af artiklen.

Skribentmail:

Mere info: http://www.business.dk/skat/saerbehandling-til-statens-egne-udstationerede