INVESTERING, STATISTIK, EJENDOMME, ERHVERVSEJENDOMME

Globalt ejendomsboom mod nye rekorder

Flag ARTIKEL 09-05-06 ~3 minutters læsning · 635 ord

2005 blev endnu et rekordår, målt på omfanget af ejendomsinvesteringer på globalt plan. Ifølge Jones Lang LaSalle blev der sidste år handlet erhvervsejendomme for 475 mia. dollars, hvilket er en fremgang på 21 procent i forhold til 2004.

Desuden fortsatte investorerne med at opkøbe boligejendomme, som nåede en global omsætning på 120 mia. dollars i 2005.

Alt i alt blev der sidste år investeret direkte i ejendomme for 595 mia. dollars. Og ifølge Jones Lang LaSalle tyder alt på, at beløbet bliver endnu større i år. Der er nemlig ufatteligt store formuer klar til at blive placeret i ejendomme. Efterspørgslen er ikke faldende, men stigende.

»Hver gang der blev investeret i ejendomme for én dollar i 2005, stod der to dollar i kø for at komme til. Vi forventer, at for hver dollar, som investeres i ejendomme i 2006, vil der stå tre dollar i kø for at blive investeret,« siger CEO Tony Horell, Jones Lang LaSalle, Europa.

Jones Lang LaSalle forventer med andre ord endnu et år med vækst i de samlede ejendomsinvesteringer på globalt plan - ikke mindst båret af en voldsom vækst i pensionsformuer, der skal placeres i ejendomme. Her er væksten ikke bare stor i Vesten, men også i Asien, efterhånden som velstanden breder sig.

Boligejendomme

En ny trend er, at mange investorer har fået øjnene op for boligejendomme, især i Tyskland, hvor mange store porteføljer sættes til salg.

Markedet drives af de udenlandske investorer, der i 2005 købte tyske ejendomme som aldrig før. Store engelske og amerikanske ejendomsfonde satte skub i markedet med adskillige milliardopkøb - med særlig fokus på opkøb af store kommunale boligporteføljer.

Den udenlandske interesse er positiv for det tyske ejendomsmarked, der efter mange års stilstand havde brug for en kickstart. Men ingen roser uden torne. Faktisk omtaler den tyske finanspresse nu de udenlandske fonde som «græshopper«.

Som græshopper flyver de kapitalstærke fonde fra marked til marked. Og i modsætning til den traditionelle, langsigtede ejendomsinvestor, handler det ofte om at geare investeringerne maksimalt, hvorefter man så hurtigt som muligt sælger videre og scorer gevinsten.

Det relativt nye marked for tyske boligejendomme er opstået, fordi mange kommuner har valgt at sælge ud af deres enorme boligporteføljer - især i det tidligere Østtyskland.

Ejendommene sælges i bundter. En enkelt handel kan indeholde op til 80.000 boliger, og købssummerne opgøres i milliarder - euro vel at mærke.

Det anslås, at omkring 600.000 tyske boliger i dag er på hænderne af amerikanske og britiske ejendomsfonde. Og markedsanalytikere peger på, at tallet meget vel kan stige til 1,6 mio. boliger i løbet af det næste par år, hvor markedet forventes at accelerere yderligere.

Faldende afkast

Jones Lang LaSalle forventer, at afkastet i Europa vil komme yderligere under pres i løbet af 2006, om end udviklingen kan vendes, hvis renten fortsætter med at stige.

Enkelte steder vokser interessen blandt investorerne nærmest uge for uge - hvilket bl.a. gælder i Rusland, hvor afkastet rasler ned i samme takt.

Også CB Richard Ellis ser de samme tendenser i markedet - og muligheden for yderligere fald i afkastet i løbet af 2006 i Europa.

I 2005 målte man en vækst i de såkaldte »cross border« investeringer (på tværs af landegrænserne, red.) på 77 procent i forhold til 2004. Og det er ikke bare europæerne, der køber ind hos hinanden. I 2005 voksede den kapital, der strømmer ind i Europa, med 130 procent. De mellemøstlige investorer øgede deres europæiske ejendomsinvesteringer med 243 procent!

Investorerne forsøger desperat at sprede risikoen på så mange markeder som muligt - og derfor er der en øget efterspørgsel på paneuropæiske investeringsprodukter. Investorerne ser også efter markeder, der ikke kører i samme takt som de øvrige markeder.

»2006 kan meget vel byde på nye stigninger i de internationale investeringer i ejendomme i Europa,« forudser Nick Axford, leder af researchafdelingen hos CB Richard Ellis.