BOLIG, KØB, SALG, BOLIGSALG, FERIEBOLIGER

Brochurerne blev udsolgt

Flag 04-10-05 ~3 minutters læsning · 577 ord

Brochurerne om Udvandrerne.dk fik ben at gå på, da messen «Bolig i Frankrig & Spanien» løb af stabelen i Fredericia Messecenter i weekenden d. 24.-25. september 2005. En time før lukketid blev den sidste af de i alt cirka 300 pamfletter delt ud til en af de mange gæster og forbipasserende.

Derefter måtte interesserede nøjes med at få skrevet Udvandrerne.dk’s webadresse op med kuglepen på en af de quizsedler, som også var trykt til lejligheden. Men det er vel immervæk også en slags skriftlig markedsføring - endda håndlavet på stedet!

Brochurerne kom simpelthen i «restordre», fordi messen var rigtig godt besøgt. 918 gæster kikkede indenfor om lørdagen, og om søndagen nåede besøgstallet op på 1197.

De i alt 45 udstillere var fordelt på en spansk, en fransk og en «neutral» zone. Hovedparten var ejendomsmæglere med danskere som målgruppe. Resten var stort set flyttefirmaer, advokater, revisorer og andre rådgivere. Nåh, ja, og så Udvandrerne.dk, som ikke sådan helt lod sig placere i de sædvanlige kategorier.

Messefoto

Christian Tramsen, Bramming, (tv) fik sig en snak med Gert Pedersen fra Mols på Udvandrerne.dk’s messecafé. (Foto: Jan Larsen)

Hvad laver du i grunden her?

  • Hvad laver du i grunden her, når du ikke sælger noget, lød det flere gange med et glimt i øjet fra de besøgende, når de havde fået at vide, at på Udvandrerne.dk er alle de dags dato 3800 gode råd skam ganske gratis.

En god del af de besøgende gav udtryk for, at de godt kendte Udvandrerne.dk på forhånd. Mange af dem havde endda klikket sig ind på det forinden.

  • Man kan jo slet ikke undgå at løbe ind i webstedet, når man søger efter informationer på Google, som en af gæsterne var så hensynsfuld at nævne.

Men webstedet vil altid gerne være endnu mere kendt blandt både nuværende og kommende udlandsdanskere. Derfor fremstødet i Fredericia.

Kunne søge sig til både svar og rødvin

Udvandrerne.dk er ikke begrænset til kun at handle om Frankrig og Spanien - men derimod hele Verden. Derfor var webstedet helt naturligt placeret i neutral zone, hvor der blev budt på internetsøgning, kaffe, småkager, quiz og snak på stand 3101.

Messefoto

Flere af gæsterne på standen fik deres første erfaringer med den nye fritekstsøgning på Udvandrerne.dk. (Foto: Jan Larsen)

Mange satte sig til rette på caféstolen foran standens computer for at søge konkrete svar på spørgsmål, som de havde om køb af bolig i udlandet. Men der var også mulighed for at få et endnu mere konkret udbytte af søgningen ved at søge sig frem til svarene på Udvandrerne.dk’s messequiz - med mulighed for at vinde tre gode flasker fransk rødvin.

Messefoto

Connie Tougaard fra Vejle og Margit Pedersen fra Vorbasse nåede hele vejen igennem Udvandrerne.dk’s messequiz. (Foto: Jan Larsen)

Et dusin besøgende nåede at deltage i konkurrencen. Og efter lodtrækning blandt deltagere med de korrekte svar er der nu tre flasker - og et tillykke - på vej til hver af følgende tre deltagere:

  • Per Krüger, Nørregade 50, 8660 Skanderborg

  • Lise Jakobsen, Rolighedsvej 8, 7620 Lemvig

  • Kirsten Nielsen, Sjællandsgade 58, 7000 Fredericia.

Som adresserne på quiz-vinderne antyder, havde messen trukket folk til fra Fyn og hele Jylland. En af deltagerne i quizzen kom således fra Hirtshals. Deres udsendte snakkede endda med et par fra Sjælland, som havde taget vejen over Storebæltsbroen, fordi de ikke kunne vente på, at arrangørerne - Media-People og La Nouvelle France - laver den næste messe af slagsen øst for Storebælt. Den finder i øvrigt sted til foråret i Bella Centret.

Skribentmail: