BOLIG, ØKONOMI, BOLIGKØB

Boliger i frit fald

Flag ARTIKEL 10-04-08 ~3 minutters læsning · 540 ord

Amerikanske boligejere i tusindtal tvinges til at forlade deres bolig, efter at de har måttet opgive at betale af på dyre huslån.

I januar eksploderede antallet af tvangsauktioner med en stigning på 57 pct. sammenlignet med samme måned året før.

Næsten dobbelt så mange private boliger blev overtaget af den bank, som oprindeligt lånte penge til de nu tidligere ejere, og alt dette på trods af adskillige tiltag fra regeringen og Kongressen for at inddæmme krisen på det amerikanske boligmarked.

En undersøgelse, som Reuters offentliggjorde i går viser, at en tredjedel af de forsøg, der i marts blev gjort på at undgå en tvangsauktion, mislykkedes, og hele misèren bliver forklaret relativt enkelt:

En maverick-agtig lånepolitik, hvor lån blev givet til folk uden nogen form for sikkerhed andet end det hus, som ingen forestillede sig kunne andet end stige i værdi.

I Europa har krisen på lånemarkedet også sat sit præg på huspriserne. I Storbritannien er huspriserne i frit fald, og i følge det største britiske realkreditinstitut, Halifax falder priser nu med 2,5 pct. per måned, det skarpeste fald siden 1992.

Asien ved godt helbred

Selvom økonomer stadig diskuterer om begrebet decoupling har noget på sig - altså om de tider er forbi, hvor et nys i USA udløste influenza i resten af verden - har det asiatiske ejendomsmarked foreløbig vist sig at være ved godt helbred og et godt bud for investorer.

I sidste uge holdt repræsentanter for de børsnoterede ejendomsmæglere, APREA møde i den Sydkoreanske hovedstad Seoul, og meldingen fra mødet var: Alt godt og stabilt.

Udbud og efterspørgsel balancerede fint, også selvom priserne er trykket under markedsværdien, fordi der i de seneste måneder og i kølvandet på den amerikanske lånekrise har været mindre interesse for fonde, der har specialiseret sig i ejendomsinvesteringer, de såkaldte REITs.

Det forventes, at indtjeningen næppe kommer på niveau med 2007, men alligevel med pæne resultater i 2008, for under udsvingene som følge af den amerikanske subprimekrise, er ejendomsmarkedet grundlæggende sundt.

»Indtjeningen var meget høj i 2007,« sagde Chris Reilly fra Henderson Global Investor til Reuters.

»Det må nødvendigvis flade lidt ud i år, men ejendommene vil alligevel stige i værdi.«

Kina sejler i smult vande, ikke kun ved udsigten til fortsat økonomisk vækst, men også på grund af den store folkevandring fra land til storbyerne, og det medfølgende stigende behov for flere boliger.

En god forretning

Også i Japan er der netop nu muligheder for at gøre en rigtig god forretning, sagde en investment manager fra den schweisiske bank UBS til Reuters.

»Med hensyn til Japan er det højst sandsynligt, at de hjemlige spillere og institutioner kommer på banen igen, fordi markedet er i den grad undervurderet. Generelt er det asiatisk mentalitet at blive i sit hus. Der skiller man sig ikke af med sit hus.«

Derfor bliver de asiatiske ejendomsaktier handlet til ca. 20 pct. under markedsværdien, mens de tilsvarende aktier i Europa og USA kun handles til fem til ti pct. under markedsværdien.«

I Tyskland har boligpriserne i årevis ligget langt under både de danske og de europæiske generelt, på grund af den store arbejdsløshed, men begyndte sidste år at vise en svag stigning.

Kun på sine amerikanske investeringer er landets største bank, Deutsche Bank ramt hårdt af krisen på boliglånsmarkedet.