Er kørt i bil til Tyrkiet flere gange uden de store problemer. Er lige kommet hjem efter at have taget turen over Grækenland, sejltur til Brindisi og kørsel hele vejen hjem til Danmark.
Denne tur har vi kun taget denne gang og det bliver også den sidste. Vi havde en dejlig tur, men den var meget længere og ikke så lidt dyrere, end den vi tidligere har taget.
Vi plejer at køre via Berlin, Prag, Budapest Beograd, Sofia til grænsen ved Edirne. Vi kører selvfølgelig ikke gennem de store byer, men bruger omfartsvejene. Dog ikke i Sofia fordi omfartsvejen er meget lang og frygtelig dårlig og der er mange og - synes vi - helt urimelige fartbegrænsninger. Dertil kommer tunge lastvognstog, som det er svært at komme uden om. Turen gennem Sofia er nem og trafikken er rimelig.
Vi har ikke oplevet problemer på denne rute. I Bulgarien er der imidlertid megen korruption og man kan - for selv den mindste forseelse -komme til at betale dyrt. Første gang, da vi var på vejen hjem, lærte vi, at man ikke skal køre hurtigere end vejtavlerne viser. Vi kørte midt i en kolonne af bulgarske biler, men vi blev stoppet fordi vi var udlændinge og måtte formodes at have penge. Vi fik valget mellem at køre tilbage til en bank i Sofia og betale en bøde på €200 eller betale €100 «cash», som betjenten formulerede det. Det betød: ned i betjentens lomme.
På trods af denne oplevelse, kører vi gerne derned igen, blot passer vi på i Bulgarien.
God tur.