Hvis du ikke allerede har gjort det, skal du udfylde og indsende blanket 04.029 til SKAT. Du kan finde blanketten på skat.dk.
Når du har bopæl i udlandet, men indtægt fra Danmark, er du begrænset skattepligtig og din arbejdsgiver skal ikke trække A-skat eller AM-bidrag af lønnen for det arbejde, du har udført for ham/hende i udlandet.
Som udgangspunkt kan vederlag for personligt arbejde udført i tjenesteforhold kun beskattes i den stat, hvor arbejdstageren bor fast. Det vil sige at din indtægt som udgangspunkt kun kan beskattes i Tyrkiet.
Danmark og Tyrkiet har under alle omstændigheder en dobbeltbeskatningsoverenskomst, således at selv hvis SKAT ville anse dit arbejde for at være udført i Danmark (hvilket de formodentlig ikke vil som reglerne er nu), vil du ikke skulle betale skat både til Danmark og til Tyrkiet (som reglerne er nu).
Du bør undersøge om du skal have en arbejdstilladelse for at du må udføre arbejdet. I Danmark vil en udlænding i din beskrevne situation skulle have arbejdstilladelse.
Mht. betaling af skat i Tyrkiet må du henvende dig til skattekontoret der, hvor du bor.