Tak for «sympatien» P. Kjeldsen.
Men der er altså ikke tale om at udøve censur på Udvandrerne.dk. Heller ikke efter fjernelsen af 12 bidrag om home service tidligere i dag.
Baggrunden for fjernelsen er udelukkende, at brugerne af webstedet skal vide, hvem de diskuterer med. Når der går kuk i IP-adresserne, kan ingen være sikre på, at skribenten er den, vedkommende giver sig ud for at være.
Alle bidragene kan sagtens aktiveres igen på webstedet. Det kræver blot, at de to fjernede hovedskribenter senest i morgen aften sender mig en mail med deres navn, postadresse samt deres telefonnummer - og hvornår jeg kan træffe dem på nummeret.
Læs selv, hvad der står i den mail, jeg har sendt til dem her i formiddag:
Kære XX.
Dit bidrag med overskriften «YY» fra d. XX-12-2009 er netop gjort inaktivt på Udvandrerne.dk på grund af mærkelige omstændigheder ved det IP-nummer, som indlægget er skrevet fra.
Det kan blandt andet være, at der i løbet af kort tid er skrevet flere indlæg med forskellige skribentnavne fra det pågældende IP-nummer. Men der kan også være andre tekniske omstændigheder, som kalder på en forklaring.
Hvis du er uenig i denne afgørelse - og ønsker bidraget vist igen - skal du senest i morgen aften d. 10-12-2009 kl. 21:00 melde tilbage på denne mail med dit fulde navn, din postadresse og dit telefonnummer, samt hvornår du kan træffes på dette nummer.
I samme mail bedes du give en forklaring på, hvorfor dit IP-nummer kan «opføre sig mærkeligt», og hvilken by/område/land du har skrevet dit bidrag fra.
Hvis sletningen beror på en misforståelse, skal jeg allerede nu beklage.
Med venlig hilsen
Jan Larsen
Webmaster
Udvandrerne.dk
- når verden trækker
Dette har i mine øjne ikke det fjerneste med censur at gøre. Det ligner derimod en fremstrakt hånd.