BOLIG, JURA, REGLER, SKØDER

Usikkert at købe feriebolig i Tyrkiet

Flag ARTIKEL 25-02-06 ~4 minutters læsning · 770 ord

Situationen er helt uafklaret for de mange danskere, der er ved at købe feriebolig i Tyrkiet, eller som allerede har gjort det.

Det skyldes, at de tyrkiske myndigheder har strammet betingelserne for, at danskere kan få udstedt skøde på deres feriebolig. Stramningerne har tilsyneladende ikke noget at gøre med en aktuelle profettegningskrise at gøre, men hænger sammen med den danske sommerhusregel.

Den tyrkiske forfatning bestemmer nemlig, at der skal gælde gensidighed i behandlingen af udlændinge, og da tyrkiske statsborgere ikke frit kan købe sommerhuse i Danmark, så vil danskere heller ikke bare kunne købe en feriebolig i Tyrkiet.

Svenskerne må godt

Det var ventet, at en ny skødelov fra nytår ville bringe klarhed, men det har vist sig, at Danmark mod forventning ikke var med på listen over de lande, hvis statsborgere fremover kan købe fast ejendom uden særlig tilladelse.

Den nye lov gør det til gengæld lettere for blandt andre svenskere, nordmænd og tyskere at købe tyrkiske feriehuse. For danskere skal købet derimod i hvert enkelt tilfælde fortsat godkendes af det tyrkiske udenrigsministerium.

»Derfor er alle vores købskontrakter udstyret med forbehold for, at køber kan få skøde. Der bliver ikke lagt én krone på bordet, før man ved, om man kan få udstedt skøde,« siger Jacob Christensen, som er indehaver af ejendomsmæglerfirmaet HomeCo, der sælger ferieejendomme i Antalya.

Samme råd giver ejendomsmægler Allan Bante, Danbolig i Risskov, som også sælger ferieboliger i Antalya.

»Det er forsvarligt at købe, men man skal sørge for at deponere pengene i en bank, man stoler på, helst en dansk bank, indtil man har skødet. Og man bør også sætte en tidsfrist på, hvornår skødet skal være udstedt,« sige han.

Selv har Allan Bante indtil videre indstillet sit salg af tyrkiske ferieboliger.

»Jeg vil være hundrede procent sikker på, hvordan loven fungerer i praksis,« siger han.

Militæret skal også sige ja

Det mellemøstlige land var ellers begyndt at tiltrække danske ferieboligkøbere i store tal på grund af de lave priser. Halvanden til to millioner danske kroner vil kunne betale for en villa med havudsigt, og driftsomkostninger og leveomkostninger er tilsvarende lave. Det skønnes, at 6.000-8.000 danskere allerede nu har købt feriebolig i Tyrkiet, men mange af dem har endnu ikke fået skøde på deres lejlighed eller hus, på grund af stramningerne.

Allan Bante forventer dog, at der bliver løst op for situationen snart.

»Det er ikke verificeret endnu, men de lokale myndigheder i Antalya forventer en opblødning, så man ikke skal have godkendt købet af udenrigsministeriet,« siger han.

I stedet vil kravet være, at den danske køber har opholdstilladelse i Tyrkiet - ligesom den danske sommerhusregel kræver det.

»Tyrkere, der køber sommerhus i Danmark, skal have opholdstilladelse i fem år, men jeg tror, det vi blive sådan, at man bare skal have en opholdstilladelse, der gælder i seks måneder, før man skriver under på skødet. Men cirkulæret er ikke udsendt endnu,« siger Jacob Christensen fra HomeCo.

Advokat Bjarne Ditlevsen fra Advodan i Vojens oplyser, at man ikke behøver at flytte til Tyrkiet for at kunne få opholdstilladelse. Men man vil skulle søge den hos den lokale politimester i Tyrkiet.

Ud over opholdstilladelse - og altså i øjeblikket godkendelse i det tyrkiske udenrigsministerium - skal man som køber have en godkendelse af det tyrkiske militær, og det er til gengæld en regel, der gælder alle udlændinge. Militærets godkendelse skal sikre, at ejendommen ikke for eksempel ligge tæt på militære anlæg eller på anden måde kan bruges til spionage.

»Men i de sidste 12 år er der ikke en eneste, der er blevet afvist, så det er bare en formalitet,« beroliger Jacob Christensen fra HomeCo.

»Det tager to til to en halv måned at få den militære godkendelse, og den kan søges parallelt med godkendelsen i udenrigsministeriet,« siger han.

Trækker lidt ud

De mange formaliteter vil typisk være noget, man som dansk køber får ejendomsmægleren til at tage sig af, mod en ekstrabetaling, selvfølgelig.

HomeCo har i øjeblikket mellem 550 og 600 skøder til godkendelse hos myndighederne og forventer, at der snart kommer en løsning på sagen.

»Vi tror meget på fremtiden, og vi er lige nu på vej til feriemessen Ferie for Alle i Herning, hvor der er tilmeldt over 30 mæglere alene fra Antalya,« fortæller Jacob Christensen.

Men det kan godt trække lidt ud med en endelig løsning, frygter Allan Bante fra Danbolig - på grund af profetsagen.

»Jeg tror, at den anspændte situation gør, at denne sag ikke ligger allerøverst i bunken hos myndighederne,« siger han.

Ifølge Dansk Ejendomsmæglerforening er omkring 100 af foreningens mæglere aktive på det tyrkiske ferieboligmarked. Dertil kommer en del andre danske udbydere, som ikke er medlemmer af foreningen.