BOLIG, KØB, SALG, BOLIGSALG

Rød bolig sprængt ind i klippen

Flag 16-09-04 ~2 minutters læsning · 345 ord

Den første bolig i den tredje udsendelse var en fire etages bolig sprængt ind i en næsten lodret klippevæg med udsigt til Taurus-bjergene. lige uden for Alanya. Afstanden til både Alanya og Middelhavet var fire km. Der var et skisportssted under forberedelse i en afstand af 35 km.

Der var anlagt vandrestier i bjergene, hvor man havde mulighed for at møde slanger (!) og jage vildsvin og stinkdyr.

Om sommeren kan det blive op til 50-55 grader varmt på stedet, samtidig med, at luften står helt stille. Alanya er i øvrigt varmere end resten af Tyrkiet. Om vinteren bliver det til gengæld meget koldt i Taurus-bjergene. Fra maj til oktober regner det overhovedet ikke, kunne Rikke Toft fra ejendomsfirmaet HomeCo fortælle i udsendelsen.

Byggeår: 2002

Boligareal: 320 kvm

Grundareal: 1000 kvm

Huset var rødt og opført af en dansk bygherre, som også boede i huset. Der boede fem danske familier på samme vej.

Grunden havde i alt ni niveauer, og haven var anlagt på de sprængte klippestykker. I haven var der et svømmebassin samt et sprinklersystem, som automatisk vandede om aftenen. Der groede blandt andet chili og bananer på grunden. Ude var der desuden en terrasse med både grill og brændeovn.

Underetage: Gæsteafdeling med stue, køkken, soveværelse og bad.

Stue: Stor stue, lille stue, køkken, entré, WC og terrasse.

  1. sal: To badeværelser, tre soveværelser, fordelingsgang og to overdækkede balkoner.

  2. sal: Penthouse-værelse med udsigt over Alanya-dalen.

Der var kun adgang til underetagen udefra. Underetagen var altså ikke forbundet indvendigt med resten af huset.

I gæsteafdelingens soveværelse var sengen overdækket med myggenet. Rikke Toft forklarede, at der et par uger om året kan være mange myg på stedet.

Der var trægulv i stuen, som generelt var holdt i skandinavisk stil. Ingen stuk på loftet eller tunge gardiner - som havde været mere i overensstemmelse med den lokale stil.

Møblerne fulgte med i købet. Vandet kom fra egen brønd og kunne sagtens drikkes.

Der var indlagt centralvarme i huset, fordi elektricitet efter de lokale normer er forholdsvist dyrt.

Penthouse-værelset øverst oppe havde skrå vægge.

Salgspris: kr. 2.800.000 kr.

Skribentmail: