BOLIG, KØB, SALG, BOLIGKØB, FERIEBOLIGER, LEJLIGHEDER, SKØDER

Fik skøde på to andre boliger - og udsigten var væk

Flag 05-07-07 ~2 minutters læsning · 293 ord

Pensionist Otto Hansen fra Esbjerg føler sig taget ved næsen, efter at han i 2005 købte to ferielejligheder i Alanya. Den ene til at bo i og den anden som en investering. Men da skøderne blev præsenteret, handlede de ifølge Otto Hansen om to andre lejligheder, end dem han havde købt. De to lejligheder, som Otto Hansen mener, at han købte, tilhører nu to andre familier. Desuden er der gået et byggeri i gang lige foran lejlighederne, så udsigten ryger sig en tur. Men sælgerne lovede, at der ikke ville komme noget og tage udsigten, mener Otto Hansen.

De to lejligheder skulle koste i alt 1.075.000 DKK, og Otto Hansen nåede at betale 230.000 DKK i indskud. Men siden har han nægtet at skrive under på skødet, og han vil ikke betale mere. Han føler ikke, han har fået det, han i sin tid betalte for.

I stedet har Otto Hansen forsøgt at lave et forlig med sælgeren, som er firmaet Dana Properties fra Varde, så han kunne nøjes med at købe den ene lejlighed og få pengene for den anden tilbage. Men det er ikke lykkedes.

Svend Erik Ankersø fra Dana Properties siger som et svar på kritikken, at Otto Hansen har fået galt fat i numrene på lejlighederne. Numrene er skiftet fra plantegningen til skøderne, men lejlighederne er de samme. Så Otto Hansen har bare af at få betalt resten, siger Svend Erik Ankersø. Derfor har Dana Properties stævnet Otto Hansen for at få ham til at betale resten af de 1.075.000 DKK for lejlighederne.

Otto Hansen regner dog ikke med, at stævningen kommer til at koste ham penge. Men han har efterhånden indstillet sig på, at de 230.000 DKK er tabt. Jeg har været for naiv, erkender han i artiklen.

Skribentmail: