BOLIG, KØB, SALG, GRUNDE, JORD, SKØDER, EJENDOMME

TAPU. Redegørelse og til beroligelse til alle

Flag 17-11-05 ~5 minutters læsning · 854 ord

(Denne orientering er hvad vores mægler/entreprenør udsendte til alle deres kunder i sommer. Vi købte i oktober sidste år og fik Tapu i foråret 2005).

Orientering om midlertidigt stop af skødebehandling.

Vi finder os nødsaget til at udarbejde denne redegørelse for skødesituationen her i Tyrkiet. Grundet en større mediestorm i Danmark, vil vi hermed gerne udrede nogle af de spørgsmål som måtte opstå hos vores nuværende og kommende kunder. Vi ønsker hos (vores mægler)at give vores status, vurdering samt forventninger til det videre forløb, idet medierne frembringer myter baseret på manglende, forkert eller fordrejet information.

Årsag

I 2003 vedtog parlamentet, at udlændinge kunne købe fast ejendom i Tyrkiet. Dette tager udgangspunkt i den tyrkiske grundlov, som fastslår, at udlændinge kan købe ejendom hvis deres land har indgået en gensidighedsaftale. Sådan en aftale er indgået, det vil sige at en tyrker har ret til at købe fast ejendom i Danmark og omvendt.

Problemet i denne lov er opstået, idet den ikke havde tilstrækkelige restriktioner / begrænsninger. Store udenlandske investorer opkøber nu store arealer, som blandt andet ligger i specifikke landbrugsområder, mineområder, historiske områder samt særlige naturområder med national flora. Dette strider imod den tyrkiske grundlov, som skal varetage landets interesser historisk, militært og erhvervsmæssigt.

Denne problematik er argumentet for, at Tyrkiets højesteret ønsker en mere restriktiv lovgivning og annullerede derved i marts 2005 den tidligere skødelov fra 2003. Dette er ikke med tilbagegående virkning! Det vil sige at problemstillingen ikke handler om selve retten til at købe ejendom, men om hvor og hvor meget. Højesteret har givet regeringen en frist på 3 måneder til at udarbejde et lovforslag / lovændring.

Fristen udløb den 27. juli 2005 og dermed er området for skødebehandling stillet uden en egentlig lov. Hermed har skødekontorene holdt lukket for behandling af skøde ansøgninger, men ikke for modtagelse. Regeringen er på ferie frem til oktober og først herefter bliver lovforslaget behandlet. Det er desværre en meget uheldig situation, som unødigt skaber meget frustration hos de mange udlændinge som har købt, samt de som er i overvejelsesfasen.

Til trods har ejendom og boligstyrelsen i Tyrkiet (Tapu Kadastro Genel Müdürlügü) officielt udmeldt til skødekontorene og medierne, at lovforslaget ligger klar og der, baseret på lovforslaget, ikke er årsag til at afvise ansøgninger.

Den nye lov

Ordlyden af den nye lovændring for private udlændinge omhandler en areal begrænsning. Det bliver kun muligt at opkøbe 1 hektar jord med byggetilladelse. Desuden er landkortet, ved hjælp fra offentlige personer, blevet påtegnet med områder, hvor salget af jorden vil stride imod landets interesse.

Mediestorm

Vi er meget bevidste om den mediestorm som har berørt Danmark gennem de seneste uger. Det er ikke en ny nyhed, men en aktuelt sag tilbage fra marts og juli måned. Der kan ikke offentliggøres nogle nye love førend de er vedtaget til oktober, herefter vil al sand information foreligge. Vi har fået tilsendt disse mange artikler, vi har læst dem og vi har drøftet dem. Det er vores vurdering at enkelte i branchen udnytter denne mediestorm til at sælge sig selv eller sit eget firma. Dette ser vi gældende for både ejendomsmæglere samt for advokater. Ligeledes sælger journalister en historie bedre med en dramatisk fortolkning, det giver dog et særligt unuanceret billede af virkeligheden.. Desværre skaber mange danskere i denne sammenhæng sine egne konklusioner ud fra mediernes oplysning, som hurtig kan blive omdannet / læst som ”sandheden”. Vi kan oplyse at vores engelske, hollandske, norske og tyske afdelinger ikke er berørt af denne slags medieomtale og tyrkerne er rystede over hvordan Danmark vælger at fortolke situationen.

Positivt tiltag

Vi vurderer at lovændringen er et meget positivt tiltag, dog beklageligt at tidsfristen ikke kunne overholdes. Det er dog en del af den tyrkiske kultur, til gengæld ligger sagen officielt som første prioritet når ferien slutter. Den nye lov vil give mere struktur på ejendomshandel i landet samt sænke den lange ventetid vi oplever fra skødekontorene. Udlændinges køb af ejendom i Tyrkiet 2004 udgjorde mere end halvdelen af de direkte investeringer i Tyrkiet og tyrkerne er positive overfor udviklingen. Der er skabt et utal af arbejdspladser og Tyrkiet har fået et velfortjent økonomisk skub. Tiltaget til den nye lov viser en reel interesse heri samt et ønske om mere professionel struktur, nemmere og kortere behandlingstid samt internationale regler på området. Ligeledes finder vi det naturligt at Tyrkiet ønsker at beskytte deres landområder samt frede områder som kunne have militær interesse for andre lande.

Konklusion

Afslutningsvis vil vi fastslå at alle skøder ustedt i Tyrkiet er gældende. Ligeledes berøres alle skødeansøgninger foretaget inden den 27. juli 2005 ikke af lovændringer. Det værste udfald af situationen er en eventuel længere ventetid på skøder grundet behandlingsstoppet. Alle ansøgninger ligger enten i kø eller klar til afhentning på skødekontorene. Endvidere har vi udarbejdet en garantiklausul, hvori vi garantere alle kunder skøde eller pengene retur.

Det er på ingen måde ulovligt for udlændinge at investere i fast ejendom i Tyrkiet. Der er for øjeblikket tale om et midlertidigt stop af skødebehandling og udstedelse, frem til nyt lovforslag er underskrevet i efteråret 2005. Vi oplever stadig interesse i investeringer hernede og vi vurderer til stadighed, at det er en god investering.